Tropemedicin er den gren af lægevidenskaben, der beskæftiger sig med sundhedsproblemer, der kun forekommer i troperne, eller er vanskelige at kontrollere i egne med tropisk eller subtropisk klima.

Tropisk klima forværrer en række sygdomme, men mange infektioner, der er klassificeret som tropesygdomme plejede også at være endemiske i lande med tempereret klima. Dette indbefatter epidemier som malaria så vel som sjældne sygdomme som lagochilascaris minor. Mange af disse sygdomme er blevet bragt under kontrol eller udryddet i Ilandene, som følge af forbedrede boligforhold, ernæring og personlig hygiejne. En del såkaldte tropesygdomme er derfor snarere tredje verdens sygdomme, og derfor vinder betegnelsen Third World Medicine også frem internationalt.

I Europa findes der kun uddannelse i tropemedicin i lande, der har haft tropekolonier i nyere tid.. De fleste tropemedicinere er uddannet på særlige institutter for tropemedicin. For eksempel sker uddannelsen i Nederlandene som en kombination af to års klinisk uddannelse og et tre måneders kursus på det kongelige tropiske institut (KIT) i Amsterdam.

Generelt ligger de fleste uddannelsesfaciliteter for tropemedicin stadig uden for troperne, men der sker en stadig udbygning af uddannelseskapaciteten på området i den tredje verden. Fornylig etablerede Bangladesh for eksempel Institute of Tropical and Infectious Diseases i havnebyen Chittagong.

• Jonathan Kaplan. The dressing station, a surgeon's oddysey. Picador, London, 2001. ISBN 978-03-304-8079-6
• Anne Spoerry. Mama Daktari. JC Lattès, Paris, 1994. ISBN 978-27-096-0947-0