Denne artikel omhandler det nuværende parti Radikale Venstre. Opslagsordet har også en anden betydning, se Radikale Venstre (1878).

Radikale Venstre Radikale Venstre (Danmarks social-liberale parti)
Partileder	Martin Lidegaard
Partiformand	Anne Heeager
Næstformand	Samira Nawa
Partisekretær	Stine Zeeberg Pedersen
Gruppeformand i Folketinget	Martin Lidegaard
Grundlagt	21. maj 1905
Partiavis	Radikalt
Hovedkontor	Christiansborg 1240 København K
Antal medlemmer	5.945 (2022)[1]
Ungdomsorganisation	Radikal Ungdom
Pladser i Folketinget	6 / 179
Pladser i Europa-Parlamentet:	1 / 14
Pladser i byrådene:	95 / 2.436
Pladser i regionsrådene:	12 / 205
Politisk ideologi	Socialliberalisme[2]
Politisk placering	Centrum
Internationalt samarbejdsorgan	Liberal International
Partigruppe i Europaparlamentet	Forny Europa
Partifarve(r)	Magenta      Mørkeblå
Partibogstav	B[3]
Website	radikale.dk

Radikale Venstre (tidligere Det Radikale Venstre, i pressen oftest blot De Radikale, forkortelse RV, R eller B) er et socialliberalt dansk politisk parti, der ofte har haft en nøglerolle i Folketinget. Partiets politiske leder har siden november 2022 været Martin Lidegaard, efter at den tidligere politiske leder Sofie Carsten Nielsen gik af efter folketingsvalget 2022.

Partiet blev stiftet i Odense 21. maj 1905, hvor 538 delegerede fra en række af Venstres vælgerforeninger vedtog partiets navn, program og vedtægter. Det vedtagne program fik derefter tilslutning af de folketingsmedlemmer, der var blevet ekskluderet af Venstrereformpartiet i januar 1905 på grund af uenigheder om blandt andet forsvarspolitik. Udgangspunktet for Det Radikale Venstre var en konsekvent antimilitarisme, lige og almindelig valgret, forbedring af husmændenes og de dårligst stillede byboeres vilkår og bedre uddannelse til alle. Det liberale fokus på frihedsrettigheder skulle bevares, men staten måtte påtage sig et ansvar som socialt sikkerhedsnet og skabe muligheder for de mindrebemidlede.

Den radikale filosofi taler for at varetage hele samfundets interesser i stedet for at være talerør for bestemte samfundsgrupper som for eksempel arbejdere eller erhvervslivet. Det Radikale Venstre har historisk gået ind for decentralisering med henblik på at styrke borgernes mulighed for at deltage i den demokratiske proces. Partiets holdning til EF/EU var i begyndelsen splittet, men i dag er partiet et af de mest EU-venlige i Folketinget; dog findes der EU-kritiske grupper internt i partiet.

Partiet har på grund af sin politiske position på midten og en overvejende pragmatisk indstilling haft en afgørende rolle i regeringsdannelsen i Danmark i det meste af det 20. århundrede, som "tungen på vægtskålen", der kunne afgøre, om landet skulle have en borgerlig eller socialdemokratisk regering. Med etableringen af VKO-flertallet ved folketingsvalget i 2001 mistede de Radikale denne position og havde i de følgende år ganske lidt indflydelse. De genvandt deres centrale rolle i dansk politik ved valget i 2011, men mistede den igen i 2015.

De Radikale var dannet som opposition til Venstre, der var datidens klart mest dominerende parti, og de allierede sig fra starten med Socialdemokratiet mod Venstre. De Radikale dannede regering i 1909-1910 og 1913-1920 med Carl Theodor Zahle som konseilspræsident og Socialdemokratiet som støtteparti. Grunden til, at Socialdemokraterne ikke kom med i regeringerne var, at de var skeptiske overfor at overtage ansvaret for den borgerlige stat. De Radikale gennemførte under Første Verdenskrig en kraftig udbygning af den statlige styring af økonomien med indenrigsminister Ove Rode og finansminister Edvard Brandes som hovedmænd. Mens udenrigsminister Erik Scavenius sikrede Danmark mod at blive besat af Tyskland ved behændige dipomatiske manøvrer^{[kilde mangler]}. Efter krigen stod partiet fast på, at Danmark ikke skulle indlemme Flensborg, som mange borgerlige og kongehuset ønskede. Dette førte til Påskekrisen, hvor ministeriet Zahle blev afskediget af kong Christian 10.. Ved det efterfølgende valg tabte partiet regeringsmagten til Venstre.

Ved valget i 1924 fik SR-alliancen igen flertal. Socialdemokratiet blev landets største parti og dermed det naturlige statsministerparti, og de Radikale gled ind i rollen som støtteparti. I 1929-1940 var De Radikale med i Thorvald Staunings SR-regeringer med Peter Munch som en markant udenrigsminister. Partiet sikrede en kraftig indskrænkning af hær og flåde, da det ikke mente, at Danmark kunne forsvares militært.

Under Anden Verdenskrig indgik De Radikale sammen med de tre øvrige gamle partier i en national samlingsregering, først under Thorvald Staunings og siden Vilhelm Buhls ledelse, og fra 1942 til 29. august 1943 med tidligere udenrigsminister Erik Scavenius som statsminister. Scavenius stod for en afvisende kurs overfor modstandsbevægelsen og en høj grad af tilpasning til tyske krav og kom efter krigen til at stå som symbolet på samarbejdspolitikken.

De Radikale indtrådte efter krigen i en friere rolle som støtteparti for socialdemokratiske regeringer i 1947-50 og 1953-57. En af årsagerne til at partiet ikke kom i regering i denne periode var, at de gik ind for dansk neutralitet under den kolde krig og var modstandere af Danmarks tilslutning til NATO i 1949. I 1957 indtrådte De Radikale i en flertalsregering med Socialdemokratiet og Retsforbundet (den såkaldte "ABE-regering"), og partiet fortsatte med at sidde i regering med Socialdemokratiet til 1964-valget.

Socialdemokratiets samarbejde med SF i Det Røde Kabinet 1966-67 fik imidlertid De Radikale til at skifte side. Efter en valgsejr i 1968 gik partiet med i VKR-regeringen, der sad 1968-71 med den radikale leder Hilmar Baunsgaard som statsminister. Op gennem 1970'erne fungerede De Radikale som støtteparti til Anker Jørgensens socialdemokratiske regeringer, hvis økonomiske politik partiet dog i stigende grad fandt uansvarlig. Da Anker Jørgensen gik af i 1982, pegede partiet derfor på den konservative leder Poul Schlüter som statsminister og støttede dennes borgerlige regeringer og deres økonomiske genopretningspolitik op gennem 1980'erne samtidig med, at de var en del af det såkaldt alternative sikkerhedspolitiske flertal, der gennemtvang fodnotepolitikken i NATO. Efter valget i 1988 gik De Radikale med i en KVR-regering, der sad til 1990.

Efter at Poul Schlüter gik af som følge af Tamilsagen i 1993, støttede de radikale dannelsen af en socialdemokratisk ledet regering og var 1993-2001 med i Poul Nyrup Rasmussens regeringer, hvor det var med til at gennemføre flere arbejdsmarkedsreformer og en skattereform.

I 2001 gik partiet til valg på at fortsætte regeringssamarbejdet med Socialdemokraterne og oplevede en fremgang fra syv til ni mandater, men det var ikke nok til at sikre flertallet bag SR-regeringen. Situationen gentog sig ved folketingsvalget i 2005, hvor Radikale Venstre dog oplevede sin største fremgang siden 1960'erne – fra ni til 17 mandater.

I forbindelse med 2005-valget tiltrak De Radikale ifølge undersøgelser flere skuffede vælgere fra den socialdemokratiske venstrefløj. Dette var et paradoks, eftersom partiet siden midten af 1990'erne har påtaget sig tiltagende højreorienterede standpunkter på det fordelingspolitiske område. Samfundsforsker Johannes Andersen har forklaret det med, at vælgerne enten ikke har været optaget af fordelingspolitikken, eller at udlændinge-, rets- og uddannelsespolitik bare betyder mere for dem.^[4]

I 2006 udløste flere politiske uenigheder mellem De Radikale og Socialdemokraterne et såkaldt "frihedsbrev" fra Radikale Venstre – hvor partiet gav udtryk for at man ville have en radikalt ledet regering og hverken støtte en regering under Anders Fogh Rasmussen eller Helle Thorning-Schmidt. Der var dog ikke ret stor opbakning til den radikale strategi, der blev kaldt Den anden vej, og i løbet af 2006 tabte partiet hastigt tilslutning i meningsmålingerne. Internt var der ikke udelt begejstring for den nye kurs. En gruppe i partiet, anført af Naser Khader, krævede, at partiet vendte tilbage til sin klassiske position på midten, hvor man ikke på forhånd erklærede sin støtte til en socialdemokratisk eller borgerlig regering. Uroen førte til, at Khader sammen med partiets europaparlamentsmedlem Anders Samuelsen forlod partiet og dannede Ny Alliance. Det blev startskuddet til et opgør med den linje partiet – og især Marianne Jelved – havde stået for. Flere kommentatorer opfordrede Jelved til at gå af, og den 15. juni overtog Margrethe Vestager så det politiske lederskab efter at have stået i spidsen for at redefinere partiets politiske kurs. 8. oktober 2008 forlod Simon Emil Ammitzbøll partiet efter uenigheder med Vestager.

Ved folketingsvalget i november 2007 gik partiet tilbage til de mere "normale" 9 mandater, og den parlamentariske situation var uændret, idet Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti stadig kunne mønstre et flertal bag sig i Folketinget.

Ved folketingsvalget i 2011 fik Radikale Venstre næsten fordoblet sit mandattal sammenlignet med det forrige valg. Partiet fik 17 mandater som i 2005 og blev større end Socialdemokraternes foretrukne regeringspartner, Socialistisk Folkeparti. Efter valget dannede De Radikale regering med Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti. Ifølge medierne lykkedes det i denne sammenhæng partiet at få gennemført det meste af sit program, mens Socialdemokraterne og især SF måtte bøje sig for De Radikale^{[kilde mangler]}. I 2014 skiftede partiet igen leder, da Morten Østergaard tog over efter Margrethe Vestager, der blev EU-kommissær. Zigzagkursen ved folketingsvalgene fortsatte i 2015, hvor de radikale atter gik tilbage, nu til 8 mandater.

Grundet Dansk Folkepartis stærke indflydelse på Venstres politiske kurs i disse år, skiftede europaparlamentsmedlem valgt for Venstre Jens Rohde til de Radikale, hvor han sad perioden ud med Morten Helveg Petersen. En undersøgelse fra 2019, der betragtede politiske partiers stemmeopførsel om klimapolitiske spørgsmål i EU-Parlamentet, sætter Radikale i betragtning som "delayer" i klimapolitiske spørgsmål,^[5] trods Helveg Petersen i samme periode opnåede at være det mest indflydelsesrige danske parlamentsmedlem i EU som bl.a. næstformand i industri- og energiudvalget.^[6]

Inspireret af En Marche!-bevægelsen af den nyvalgte franske præsident Emmanuel Macron, ændrede Radikale sammen med en række andre europæiske socialliberale partier valgslogan til "Fremad!", og inddrog gul som ny partifarve sammen med magenta i samme forbindelse.^{[kilde mangler]}

I 2019 fik Radikale mandatfordobling ved både EU-valget (fra 1 til 2, hvis ikke Rhode tælles med i forrige periode. Det andet mandat skyldtes et valgforbund med Alternativet) og folketingsvalget (fra 8 til 16). Efter folketingsvalget blev partiet sammen med Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti støtteparti bag Mette Frederiksens socialdemokratiske regering.^[7] I oktober 2020 skiftede partiet uventet leder, da Morten Østergaard pludselig trådte tilbage efter en sag om interne krænkelser i partiet. Samme dag blev den hidtidige næstformand i folketingsgruppen Sofie Carsten Nielsen valgt som ny leder i et kampvalg mod den tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard.^[8] Sener meldte Ida Auken og Jens Rohde sig ud af partiet. Martin Lidegaard, som længe havde ønsket en mere konstruktiv støtte til regeringen, valget i 2021 efter lang overvejelse at blive i partiet, og blev derefter 1. Næstformand. Andreas Steenberg er 2. Næstformand.

Radikale Venstre har en adskillelse mellem partiets landsforbund, der ledes af en landsformand, og folketingsgruppen, der ledes af den politiske leder. Landsformand siden 2024 er Poul Arne Bødker,^[9] mens Martin Lidegaard er den politiske leder og formand for folketingsgruppen siden 2022.^[10]

Partiets ungdomsorganisation er Radikal Ungdom.

• 2024-: Poul Arne Bødker^[9]
• 2021-2024 Mikkel Irminger Sarbo^[11]
• 2015-2021 Svend Thorhauge
• 2009-2015 Klaus Frandsen
• 2001-2009 Søren Bald
• 2000-2001 Lone Loklindt (fungerende)
• 1997-2000 Johannes Lebech
• 1993-1997 Margrethe Vestager
• 1991-1993 Grethe Erichsen
• 1978-1991 Thorkild Møller
• 1976-1978 K. Helveg Petersen
• 1974-1976 Gunnar Skov Andersen
• 1971-1974 Asger Baunsbak-Jensen
• 1964-1971 Søren Bjerregaard
• 1960-1964 Helge Pedersen
• 1937-1960 Hans Jeppesen
• 1936-1937 N.C. Andersen
• 1929-1936 Martin Sørensen
• 1924-1929 N.P. Andreasen
• 1922-1924 Erik Scavenius
• 1921-1922 Ole Troelsen
• 1920-1921 Anders Larsen
• 1914-1920 Kr. Tovborg Jensen
• 1905-1914 Jørgen Hald

• 2022- Martin Lidegaard
• 2020-2022 Sofie Carsten Nielsen
• 2015-2020 Morten Østergaard
• 2014-2015 Camilla Hersom
• 2014-2014 Christian Friis Bach
• 2012-2014 Sofie Carsten Nielsen
• 2011-2012 Marianne Bruus Jelved
• 2007-2011 Margrethe Vestager
• 2001-2007 Marianne Bruus Jelved
• 2000-2001 Elisabeth Arnold
• 1994-2000 Jørgen Estrup
• 1993-1994 Jens Bilgrav-Nielsen
• 1988-1993 Marianne Bruus Jelved
• 1978-1988 Niels Helveg Petersen
• 1975-1977 Svend Haugaard
• 1971-1975 Hilmar Baunsgaard
• 1970-1971 Svend Haugaard
• 1968-1970 Bernhard Baunsgaard
• 1964-1968 Karl Skytte
• 1961-1964 Jacob Kirkegaard
• 1945-1957 Jørgen Jørgensen
• 1935-1945 A.M. Hansen
• 1934-1935 Jørgen Jørgensen
• 1929-1934 Aage Fogh
• 1929-1934 Niels Frederiksen
• 1920-1928 Carl Theodor Zahle
• 1916-1920 Carl Slengerik
• 1913-1916 Thorvald Povlsen
• 1910-1913 Carl Theodor Zahle
• 1909-1910 Ove Rode
• 1905-1909 Carl Theodor Zahle

Ved Folketingsvalget 2022 fik Radikale Venstre 7 mandater^[12]. Sofie Carsten Nielsen forlod Folketinget i april 2023.^[13] Stinus Lindgreen overtog 1. maj 2023 Nielsens plads.^[13] 5. august 2024 forlod Christian Friis Bach gruppen og partiet og meldte sig ind i Venstre.

Medlemstallet var ca. 30.000 i 1960'erne. Siden 2000 har partiets medlemstal ligget mellem 5.000 og 10.000 medlemmer.

• 2022: 5.945^[1]
• 2021: 6.872^[15]
• 2019: 7.665^[16]
• 2017: 6.700^[17]
• 2013: 7.500
• 2012: 9.100
• 2011: 7.800
• 2010: 7.300
• 2009: 7.600
• 2008: 7.900
• 2007: 8.500
• 2006: 9.500
• 2005: 9.500
• 2004: 9.000
• 2003: 7.600
• 2002: 7.500
• 2001: 6.700

I valgåret 2019 havde Radikale Venstre såvel indtægter som udgifter for 18 mio. kr. Af udgifterne blev de 10 mio. kr. angivet at gå til udgifter i forbindelse med folketings- og Europaparlamentsvalgene det år.^[18]

Af indtægterne kom 1½ mio. kr. fra medlemskontingenter, 5 mio. kr. var offentlig partistøtte, 8 mio. kr. var bidrag fra virksomheder, fonde og organisationer, og yderligere 2 mio. kr. var overført fra partiets egen valgfond. Partiet modtog bidrag på over 20.900 kr. (grænsen for oplysningspligtige beløb) fra i alt 10 bidragydere, heriblandt:

• A.P. Møller - Mærsk
• Dansk Arbejdsgiverforening
• Dansk Byggeri
• Dansk Erhverv
• DI - Dansk Industri
• Hermod Lannungs Fond
• Fremstillingsindustrien
• Industriens Arbejdsgivere i København
• Crowne Plaza Copenhagen Towers

De tre industriorganisationer DI, Industriens Arbejdsgivere i København og Fremstillingsindustrien stod med tilsammen godt 6 mio. kr for langt størsteparten af bidragene.^[18]

Derudover oplyste partiet, at der var givet 5 donationer på over 20.900 kr. til lokale foreningsled og kandidater.^[18] Således gav to lokale pengeklubber, "Midt- og Vestjyllands Erhvervspolitiske Selskab" og "Fyns Socialliberale Erhvervsklub" henholdsvis Radikale Venstre i Herning 330.000 kr. og Rasmus Helveg Petersen knap 200.000 kr.^[19]

• Carl Theodor Zahle, Statsminister 1909-1910 og 1913-1920, Justitsminister 1929-1935
• Hilmar Baunsgaard, Statsminister 1968-1971, Handelsminister 1961-1964

Derudover var også Erik Scavenius, statsminister 1942-1945 (i praksis dog kun til d. 29. august 1943), en tidligere radikal politiker og udenrigsminister. Han var dog ikke radikal i sin periode som statsminister, da han havde udmeldt sig af partiet i 1932.

• Edvard Brandes, Finansminister 1909-1910 og 1913-1920
• Christopher Krabbe, Forsvarsminister 1909-1910
• P. Munch, Indenrigsminister 1909-1910, Forsvarsminister 1913-1920, Udenrigsminister 1929-1940
• Poul Christensen, Landbrugsminister 1909-1910
• Ove Rode, Indenrigsminister 1913-1920
• J. Hassing-Jørgensen, Minister for offentlige arbejder 1913-1920
• Kristjan Pedersen, Landbrugsminister 1913-1920
• Bertel Dahlgaard, Indenrigsminister 1929-1940, Økonomiminister og minister for nordiske anliggender 1957-1960
• Jørgen P.L. Jørgensen, Undervisningsminister 1935-1940, 1942-1942, 1957-1960, Indenrigsminister 1942-1943
• A.M. Hansen, Undervisningsminister 1945-1945
• Kjeld Philip, Handelsminister 1957-1960, Finansminister 1960-1961, Økonomiminister 1961-1962
• Karl Skytte, Landbrugsminister 1957-1964
• A.C. Normann, Fiskeriminister 1960-1964, Fiskeriminister og Minister for Grønland 1968-1971
• Helge Larsen, Undervisningsminister 1968-1971
• Lauge Dahlgaard, Arbejdsminister 1968-1971
• Jens Bilgrav-Nielsen, Energiminister 1988-1990
• Kristen Helveg Petersen, Undervisningsminister 1961-1964 og Kulturminister 1968-1971
• Niels Helveg Petersen, Økonomiminister 1988-1990 og Udenrigsminister 1993-2000
• Ole Vig Jensen, Kulturminister 1988-1990, Undervisningsminister, 1993-1998, Kirkeminister, 1996-1998
• Lone Dybkjær Miljøminister 1988-1990
• Aase Olesen, Socialminister 1988-1990
• Marianne Jelved, Økonomiminister 1993-2001, Minister for nordisk samarbejde 1994-2001, Kulturminister 2012-2014, Kultur- og kirkeminister 2014-
• Ebbe Lundgaard, Kulturminister 1996-1998
• Margrethe Vestager, Undervisningsminister 1998-2001, Kirkeminister 1998-2000, Økonomi- og Indenrigsminister 2011-2014
• Johannes Lebech, Kirkeminister 2000-2001
• Elsebeth Gerner Nielsen, Kulturminister 1998-2001
• Anita Bay Bundegaard, Udviklingsminister 2000-2001
• Uffe Elbæk, Kulturminister 2011-2012
• Christian Friis Bach, Minister for udviklingsbistand 2011-2013
• Morten Østergaard, Minister for Forskning, Innovation og Videregående uddannelser 2011-2014, Skatteminister 2014-2015
• Martin Lidegaard, Klima-, energi-, og bygningsminister 2011-2014, Udenrigsminister 2014-2015
• Manu Sareen, Minister for ligestilling og kirke og minister for nordisk samarbejde 2011-2014, Børne-, Ligestillings-, Integrations- og Socialminister 2014-2015
• Rasmus Helveg Petersen, Minister for udviklingsbistand 2013-2014, Klima- og energiminister 2014-2015
• Sofie Carsten Nielsen, Uddannelsesminister 2014-2015

Partiet har haft sine vælgermæssige storhedstider i perioden kort efter dannelsen og i slutningen af 1960'erne og starten af 1970'erne.

Største tilslutning hidtil var ved folketingsvalget i 1918 med 21,3 % af stemmerne. Siden har partiet typisk haft en tilslutning på 5-10 %, men nåede et højdepunkt på 15,0% ved valget i 1968 og 14,4 % ved valget i 1971 under politisk ledelse af Hilmar Baunsgaard som var statsminister i Regeringen Hilmar Baunsgaard fra 1968 til 1971.

Et foreløbigt lavpunkt blev nået kort ved valget i 1977 hvor andelen blev på 3,6 % stemmerne, nu under politisk ledelse af Svend Haugaard. Partiets dårligste resultat nogensinde var ved valget i 1990, under Niels Helveg Petersen og efter deltagelse i endnu en VKR-regering fra 1988-1990, hvor partiet opnåede 3,5 % af stemmerne.

(Bemærk at ved folketingsvalget i 1915 blev der i langt de fleste valgkredse afholdt fredsvalg. Derfor er stemmetallene ikke opgjort, men opgørelsen af stemmeandelen er i stedet baseret på mandatandelen: 31 af 114 mandater).

Folketingsvalg	Politisk leder	Stemmer	Procent	Mandater	±
1906	C. Th. Zahle	41.460	13,7 %	9 / 113	9
1909		60.261	18,8 %	15 / 113	6
1910		66.734	19,1 %	20 / 113	5
1913		67.903	18,7 %	30 / 113	10
1915		Overvejende fredsvalg		30 / 113
1918		195.159	21,3 %	31 / 139	1
26. april 1920		123.877	12,0 %	17 / 139	14
6. juli 1920		111.055	11,6 %	16 / 139	1
21. september 1920		147.120	12,1 %	18 / 148	2
1924		166.476	13,0 %	20 / 148	2
1926		150.931	11,3 %	16 / 148	4
1929	P. Munch	151.746	10,7 %	16 / 148
1932		145.221	9,4 %	14 / 148	2
1935		151.247	9,2 %	14 / 148
1939		161.834	9,5 %	14 / 148
1943	Jørgen Jørgensen	175.179	8,7 %	13 / 148	1
1945		167.073	8,2 %	11 / 148	2
1947		144.246	7,1 %	10 / 148	1
1950		167.969	8,2 %	12 / 148	2
21. april 1953		178,942	8,6 %	13 / 148	1
22. september 1953		169.295	7,8 %	14 / 175	1
1957		179.822	7,8 %	14 / 175
1960		140.979	5,8 %	11 / 175	3
1964	Karl Skytte	139.702	5,3 %	10 / 175	1
1966		203,858	7,3 %	13 / 175	3
1968	Hilmar Baunsgaard	427.304	15,0 %	27 / 175	14
1971		413.620	14,4 %	27 / 175
1973		343.717	11,2 %	20 / 175	7
1975	Svend Haugaard	216.553	7,1 %	13 / 175	7
1977		113.330	3,6 %	6 / 175	7
1979	Niels Helveg Petersen	172.365	5,4 %	10 / 175	4
1981		160.053	5,1 %	9 / 175	1
1984		184.642	5,5 %	10 / 175	1
1987		209.086	6,2 %	11 / 175	1
1988		185.707	5,6 %	10 / 175	1
1990	Marianne Jelved	114.888	3,5 %	7 / 175	3
1994		152.701	4,6 %	8 / 175	1
1998		131.254	3,9 %	7 / 175	1
2001		179.023	5,2 %	9 / 175	2
2005		308.212	9,2 %	17 / 175	8
2007	Margrethe Vestager	177.161	5,1 %	9 / 175	8
2011		336.698	9,5 %	17 / 175	8
2015	Morten Østergaard	160.692	4,6 %	8 / 175	9
2019		304.273	8,6 %	16 / 175	8
2022	Sofie Carsten Nielsen	133.931	3,8 %	7 / 175	9

Valg	Spidskandidat	Gruppe	Stemmer	%	Mandater	+/-
1979	Jens Bilgrav-Nielsen	Ingen	56.944	3,3 %	0 / 15
1984	Keld Anker Nielsen		62.560	3,1 %	0 / 15
1989	Steffen Westergaard Andersen		50.196	2,8 %	0 / 16
1994	Lone Dybkjær	ELDR	176.480	8,5 %	1 / 16	1
1999			180.089	9,1 %	1 / 16
2004	Anders Samuelsen		120.473	6,4 %	1 / 14
2009	Sofie Carsten Nielsen	Ingen	100.094	4,3 %	0 / 13	1
2014	Morten Helveg Petersen	ALDE	148.006	6,5 %	1 / 13	1
2019			277.929	10,1 %	2 / 14	1
2024	Sigrid Friis Frederiksen	RENEW	173.159	7,1 %	1 / 15	1

Valg	Stemmer	%	Mandater	+/-
1909	33.043		382 / 9.897
1913	47.675		775 / 10.038	393
1917	58.663		921 / 10.166	146
1921-22	94.520		1.243 / 11.281	322
1925	106.650		1.237 / 11.329	6
1929	98.190		1.159 / 11.403	78
1933	101.447		1.078 / 11.425	81
1937	118.959		1.002 / 11.371	76
1943	124.788		941 / 10.569	61
1946	113.033		870 / 11.488	71
1950	115.104		824 / 11.499	46
1954	104.710		764 / 11.505	60
1958	112.817		648 / 11.529	116
1962	86.918		501 / 11.414	147
1966	92.970	3,9 %	340 / 10.005	161
Kommunalreformen
1970	184.561	7,8 %	323 / 4.677	17
1974	151.339	7,0 %	311 / 4.735	12
1978	115.911	4,5 %	192 / 4.759	119
1981	161.176	4,7 %	187 / 4.769	5
1985	93.348	3,4 %	108 / 4.773	79
1989	72.634	2,7 %	73 / 4.737	35
1993	81.528	2,9 %	80 / 4.703	7
1997	93.291	3,3 %	87 / 4.685	7
2001	134.018	3,9 %	88 / 4.647	1
Strukturreformen
2005	148.882	5,2 %	86 / 2.522	2
2009	104.162	3,7 %	50 / 2.468	36
2013	149.160	4,8 %	62 / 2.444	12
2017	146.707	4,6 %	80 / 2.432	18
2021	172.521	5,6 %	94 / 2.436	14

Valg	Stemmer	%	Mandater	+/-
1935			42 / 299
1943	91.303		30 / 299	12
1946	96.148		27 / 299	3
1950	98.422		27 / 299
1954	99.747	10,4%	31 / 299	4
1958	102.516	9,2%	26 / 303	5
1962	97.133	8,4%	21 / 301	5
1966	102.804	8,1 %	22 / 303	1
Kommunalreformen
1970	198.113	10,1 %	35 / 366	13
1974	164.286	9,0 %	34 / 370	1
1978	129.976	4,0 %	23 / 370	11
1981	148.987	6,2 %	24 / 370	1
1985	104.678	4,4 %	13 / 374	11
1989	82.170	3,5 %	10 / 374	3
1993	99.522	4,0 %	16 / 374	6
1997	113.687	4,6 %	15 / 374	1
2001	126.140	4,2 %	15 / 374
Strukturreformen
2005	176.096	6,3 %	11 / 205	4
2009	104.533	3,9 %	7 / 205	4
2013	161.396	5,4 %	8 / 205	1
2017	156.295	5,1 %	8 / 205
2021	183.063	6,1 %	12 / 205	4

• Odense-programmet af 1905 på Wikisource.

• Helge Larsen: Fra liberalisme til radikalisme. Københavns liberale Vælgerforening 1883-1908; Odense University Studies in History and Social Sciences, vol. 90; Odense Universitetsforlag 1985; ISBN 87-7492-541-5

• Officiel hjemmeside
• Radikale Venstres partiprogrammer og partipolitiske skrifter online Arkiveret 9. oktober 2009 hos Wayback Machine
• Peter Neerup Buhl: Fornuftens jordiske redskab? - Det Radikale Venstre 100 år. 96 sider. 2004. ISBN 87-90183-28-2