Pave er den traditionelle titel på den romersk-katolske kirkes øverste biskop, der efter katolsk tradition er apostlen Peters efterfølger som Kirkens øverste autoritet. Bosiddende og statsoverhoved i Vatikanstaten, Rom. Siden 1059 valgt af kirkens kardinaler i konklave.

Pavedømmets autoritet hviler på Kristi ord til apostelen Peter: "Du er Peter, og på den klippe (petros) vil jeg bygge min kirke." Som biskop af Rom indtog paven ingen særstilling i kristenheden før på 700-tallet. Så langt havde han søgt verdslig beskyttelse hos den romerske kejser i Konstantinopel/Byzans, men første juledag 800 opstod "Vest-Rom" da pave Leo 3. kronede Karl den store til kejser i Peterskirken. Kejserlig beskyttelse betød kejserlig kontrol over kirken, men i 1000-tallet tog pave Gregor 7. (1073-85) til orde for kirkens frigørelse fra verdslig indblanden. Her gjorde investitur-striden mest af sig (om hvem der skulle udnævne biskopper). Den pavelige domstol var også meget søgt af lokale fyrster som voldgiftsdomstol, fordi den var hævet over nationale hensyn. Korstogene havde ikke være mulige uden en styrkelse af kirkens autoritet. Kirken var alene om at kunne koordinere så enorme militære operationer og virke samlende på så forskellige folkeslag. Men efter 1300-tallet tabte pavedømmet megen magt til fyrsterne, og til kirkemøder kaldet konsiler.^[1]

Før 1870 styrede paverne større dele af Italien (Kirkestaten), men de tabte disse områder, da kongen af Sardinien besatte Kirkestaten for at samle Italien til én nation. Paven trak sig da tilbage til Vatikanet, og nægtede at anerkende Italien. Først i 1920'erne klarede den daværende statsminister, Benito Mussolini, at opnå forsoning med paven gennem Laterantraktaten. Da denne blev undertegnet, og Vatikanet dermed godkendt som en uafhængig stat med paven som overhoved, var det under henvisning til en af Birgitta af Vadstenas talrige åbenbaringer i 1300-tallet, hvor hun havde udtalt, at pavens verdslige magt altid burde være lille, og skitserede en størrelse omtrent som den, Vatikanet faktisk har fået. Birgittas åbenbaring blev også lagt til grund, da Giuseppe Garibaldi overtog Kirkestaten i 1870.^[2]

Den Katolske Kirke forklarer pavens rolle som Kristi stedfortræder og katolikkernes leder på Jorden med passager fra Bibelen som, ifølge Den Katolske Kirke, beviser hans vigtige tilstedeværelse:

	Salig er du, Simon, Jonas' søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene
Matthæus 16, 17-19

Denne passage er den vigtigste af alle og den som beviser, at Jesus opbyggede sin kirke på Peter (den første pave), hans klippe. Der er nogle der mener at Jesus ikke mente at klippen var Peter selv, men Peters trosbekendelse. Mange af dem ikke-katolikker, men også katolikker der ikke tvivler på paven. Andre mener at det er en oversættelse af Petrus, der på latinsk stammer fra ordet petra, der betyder sten eller klippe. På aramæisk blev han kaldt cephas (kefas), som også betyder sten.

Den nuværende pave, Frans 1. (verdsligt navn Jorge Mario Bergoglio), er nr. 266 i paverækken. Han blev valgt den 13. marts 2013, og valget bekendtgjort kort efter kl. 19 lokal tid efter konklavets femte stemmerunde.

Passager som ifølge Den Katolske Kirke beviser pavens vigtighed og hvordan Jesus giver Peter, den første pave, byrden at være hans stedfortræder:

	På den dag vil jeg tilkalde min tjener Eljakim, Hilkijas søn. Jeg vil give ham din kjortel på, binde dit skærf om ham og overdrage ham din myndighed. Han skal blive en far for Jerusalems indbyggere og for Judas hus. Jeg vil lægge nøglen til Davids hus på hans skulder; og når han lukker op, skal ingen lukke i, og når han lukker i, skal ingen lukke op. Jeg banker ham ind som en nagle på et solidt sted, så han bliver en ærestrone for sin fars hus
Esajas 22, 20-23

	Så gik han op i en af bådene, den der tilhørte Simon, og bad ham lægge lidt fra land. Så satte han sig og underviste skarerne fra båden
Lukas 5, 3

	(Jesus taler) Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre
Lukas 22, 31-33

	Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: Simon, Johannes' søn, elsker du mig mere end de andre? Han svarede: Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær. Jesus sagde til ham: Vogt mine lam! Igen, for anden gang, sagde han til ham: Simon, Johannes' søn, elsker du mig? Han svarede: Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær. Jesus sagde til ham: Vær hyrde for mine får! Jesus sagde til ham for tredje gang: Simon, Johannes' søn, har du mig kær? Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: Har du mig kær? og han svarede ham: Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær. Jesus sagde til ham: Vogt mine får!
Johannes 21, 15-18

Paven i Rom har fuld magt inden for den katolske kirke og inden for Vatikanstatens grænser. Han har ansvaret for at Kirken, altså alle katolikkerne i verden, fortsætter på rette vej. Enhver katolik bør være opmærksom på pavens stilling og hvad han mener, men behøver ikke nødvendigvis at være enig med hans moralske doktriner.^{[kilde mangler]} En katolik skal adlyde Kirkens dogmer (som paven ændrer, men meget sjældent), men har altid frihed til at gøre resten af sit liv som han finder korrekt moralsk set, så længe det jo ikke går imod Kirkens dogmer eller vigtige regler (synder osv.).^{[kilde mangler]} Alt dette efter det andet Vatikankoncil. Nogle mener at det er en meget nyttig og effektiv måde at lede denne store organisation på og holde den samlet, mens andre mener at det minder om et absolutistisk regime.^{[kilde mangler]}

I modsætning til, hvad mange tror, er dogmet om pavens ufejlbarlighed (infallibilitet) af nyere dato, selvom tanker i den retning havde floreret langt tidligere og er stadig gyldigt. Det blev vedtaget på det første vatikanerkoncil (1869-1870), der indkaldtes af Pius 9. (født 1792, pave fra 1842 til 1878). Dogmet blev formentlig vedtaget som reaktion mod de liberale tendenser som Pius selv havde været fortaler for i begyndelse af sit pontifikat, men som udviklede sig langt videre end Pius havde ønsket eller forestillet sig. Ufejlbarheden forudsætter Kristi løfte om Helligåndens hjælp til sin kirke og gælder kun når paven udtaler sig som hele kirkens overhoved til hele kirken, det vil sige ex cathedra, og kan kun omfatte kirkens lære (tro og moral).

Det pavelige bodskontor havde mellem 100 og 200 ansatte i årene 1438 – 1531, da ca 150 sager med anmodning om pavelig dispensation eller tilgivelse blev sendt til Rom fra Norge. Disse blev fundet og gennemgået af professor Torstein Jørgensen (center for middelalderforskning, universitetet i Bergen) i Vatikanets underjordiske arkiv, der måler 150.000 hyldemeter. Bodskontoret blev ledet af en kardinal der havde fået delegeret pavens "nøglemagt", dvs at han kunne låse himmelporten op. Brevene kunne gælde dispensation for at indgå ægteskab med et næst- eller næstnæstsøskendebarn, eller drikke mælk/spise smør i fastetiden. Munken Peter Håkonsson i et kloster i Bergen søgte om at måtte bo udenfor murene, da han var over fyrre år gammel og "derfor uegnet til denne ordens strenghed". Abbed i Selje kloster, Håkon Andreasson, søgte om licens til at kunne give tilgivelse lokalt. En sag gjaldt Svein Igulsson fra Stavanger, som søgte paven om at måtte genoptage samlivet med sin kone, efter at have begået incest med sin datter. Igulsson var allerede dømt i lokalsamfundet og havde som straf blandt andet måttet gå nøgen gennem Stavanger. Paven indvilligede hans ansøgning.

I 1468 fik præsten Nikolas Olavsson tilgivelse for at have dræbt en kollega. Olavsson havde bedt den anden om at holde en messe i hans sted. Den anden nægtede, og det endte med, at de sloges, så tre andre præster måtte gå imellem. Senere opsøgte den anden præst Olavsson, som påstod, at det var i selvforsvar han stak sin kollega ned, og at han mente, den anden var besat af en ond ånd. Som alle de andre ansøgere, fik Olavsson pavens tilgivelse. Boden var som regel en pilgrimsfærd, helst til Rom, men for nordmænd kunne den også gå til Nidaros (Trondheim). Men ofte var brevskriveren allerede rejst til Rom for at levere ansøgningen personligt. Rejseruten gik søvejen til Brügge, så over land til Marseille, og derefter til søs igen til Tiberens munding.^[3]

Den koptiske kirkes overhoved, Tawadros 2., har titel af Pave af Alexandria, mens patriarken for den græsk-ortodokse kirke i Alexandria, Theodoros 2., har titel af Patriark og Pave af Alexandria og hele Afrika. Sammenfaldet i titler skyldes, at begge disse kirker anser sig som arvinger til det alexandrinske patriarkat, grundlagt af evangelisten Markus. I 451 vedtog kirkemødet i Khalkedon at Kristus havde to naturer (guddommelig og menneskelig men kun en vilje), hvilket splittede menigheden i Alexandria. Tilhængerne af kirkemødet blev udskilt i det græsk-ortodokse patriarkat (Khalkedonsk og i kommunion med patriarkatet i Konstantinopel), mens flertallet af den alexandrinske menighed afviste Khalkedon-mødet, og oprettede den koptisk-ortodokse kirke (monofysitisk og ikke-Khalkedonsk).

Søsterprojekter med yderligere information: Kategorien "Popes" på Wikimedia Commons Opslag i Wikiordbogen

• Pavevalg
• Religion
• Paverækken
• Pavemobilen
• Sedia gestatoria
• Liste over katolske kardinaler