Ormelignende kæde
Den ormelignende kæde (engelsk: worm-like chain (WLC)) er en matematisk model, der beskriver en relativt stiv polymers konformationer.[1]
Modellen
I modellen beskrives en polymer som en linje, hvor hvert punkt langs polymeren har en position i rummet samt en tangentiel vektor , der angiver linjens orientering i det punkt. I et andet punkt har linjen også en orientering ; da polymeren er stiv, vil orienteringerne være stortset ens, hvis er tæt på , mens orienteringerne er fuldstændigt ukorrelerede, hvis er langt på . For et gennemsnit af alle mulige konformationer vil prikproduktet mellem de to tangentielle vektorer altså være henholdsvis 1 og 0:
Dette er korrelationsfunktionen, og det antages, at faldet fra 1 til 0 er eksponentielt:
hvor er persistenslængden, der er den karakteristiske afstand for korrelationen mellem to punkter i polymeren. Det ses, at stivere polymere har større persistenslængder.
Den samlede vektor fra den ene ende af polymeren til den anden er blot givet ved integralet langs hele polymerens kædelængde :
Fordi den samlede polymer kan være orienteret i en hvilken som helst retning, er gennemsnittet af lig med nul. For at finde et mål for polymerens udstrækning benyttes i stedet den gennemsnitlige kvadrerede værdi, da den ikke kan være negativ:
Pga. den absolutte værdi kan integralerne skrives som
hvilket giver:
Hvis kædelængden er meget større end persistenslængden, reducerer udtrykket til:
hvilket vil sige, at root-mean-square-længden er:
Det ses, at polymerens udstrækning vokser med kvadratroden af kædelængden. Dvs at lange polymerer har tendens til at krølle sig sammen; denne tilstand kaldes for en polymer coil. Det ses desuden, at skaleringsloven minder om den ideelle kæde
hvor er længden af hvert enkelt led i den ideelle kæde. Ved sammenligning ses det, at den ormelignende kæde har samme størrelse som den ideele kæde, hvis
Denne længde kaldes for Kuhn-længden, og for den ormelignende kæde er Kuhn-længden altså lig med den dobbelte persistenslængde.
Tilsvarende er gyrationsradiussen derfor givet ved:
Den gennemsnitlige afstand til massemidtpunktet stiger altså også med kvadratroden af kædelængden.[1]
Kildehenvisninger
- ^ a b c Phillips, Rob; Kondev, Jane; Theriot, Julie; Garcia, Hernan G. (2003). "Ch. 8 - Random Walks and the Structure of Macromolecules". Physical Biology of the Cell (engelsk) (2. udgave). Garland Science. s. 319-321. ISBN 978-0-8153-4450-6.