Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.

Muhammed ibn ‘Abdullāh
Profeten Muhammeds navn i kalligrafi af Hattat Aziz Efendi.
Personlig information
Andre navne	Abu al-Qasim (kælenavn) Rasūl Allāh (Guds sendebud)
Født	Muḥammad ibn ʿAbdullāh (arabisk: مُحَمَّد بِن عَبد الله) 570[1] Mekka, Hejaz, Arabien (nuværende Saudi-Arabien)
Død	8. juni 632 Medina, Hejaz, Arabien (nuværende Saudi-Arabien
Gravsted	Grønne Kuppel ved al-Masjid an-Nabawi, Medina (nuværende Saudi-Arabien)
Bopæl	Medina (622-632) Mekka (570-622)
Far	Abdullah ibn Abdul-Muttalib
Mor	Aminah bint Wahb
Ægtefælle	Muhammeds koner Periode Khadija bint Khuwaylid 595–619 Sawda bint Zamʿa 619–632 Aisha bint Abi Bakr 619–632 Hafsa bint Umar 624–632 Zaynab bint Khuzayma 625–627 Hind bint Abi Umayya 625–632 Zaynab bint Jahsh 627–632 Juwayriyya bint al-Harith 628–632 Ramla bint Abi Sufyan 628–632 Rayhana bint Zayd 629–631 Safiyya bint Huyayy 629–632 Maymunah bint al-Harith 630–632 Maria al-Qibtiyya 630–632
Børn	Qasim ibn Muhammad Zainab bint Muhammad Ruqayyah bint Muhammad Umm Kulthum bint Muhammad Abd-Allah ibn Muhammad, også kendt som Tahir eller Tayyab Fatimah bint Muhammad Ibrahim ibn Muhammad
Familie	Halimah bint Abi Dhuayb (mælkeslægtskab), Zaynab bint Jahsh (datterdatter), Husayn ibn Ali (dattersøn), Hasan ibn Ali (dattersøn), Safiyyah bint ‘Abd al-Muttalib (faster), ʿAbbas ibn ʿAbd al-Muṭṭalib (farbror), Abu Talib ibn ‘Abd al-Muttalib (farbror), Harith ibn ‘Abd al-Muttalib (farbror), Abū Lahab (farbror), Abdul Muttalib (farfar), Ali (svigersøn, farbrors søn), Az-Zubayr ibn ‘Abd al-Muttalib (farbror), Umm Kulthum bint Ali (datterdatter), Hamza (farbror, mælkeslægtskab)
Uddannelse og virke
Elever	Uqbah ibn Amir, Zayd ibn Thabit[2], ʿAbd Allāh ibn ʿAbbās, Anas ibn Malik
Kendte værker	Medinaforfatningen
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Muhammed (også stavet bl.a. Muhammad, Mohammad og Mohammed; danske fagfolk bruger normalt stavemåden Muhammad^[3][4]; arabisk: محمد; født 570 i Mekka^[1], død 8. juni 632^[5] i Medina) (fulde navn: Muhammad Ibn `Abd Allāh Ibn `Abd al-Muttalib; arabisk: محمد بن عبدالله بن عبد المطلب ) regnes af muslimer for en af Guds profeter og sendebud. Han betragtes af hovedstrømmen af muslimer som den sidste profet.^{[n 1]} I den muslimske tradition betragtes han som et sendebud, der viderebragte et guddommeligt budskab om den monoteistiske tro (islām), som går uændret tilbage til profetrækken af Adam, Noa, Abraham, Moses, Jesus og andre profeter.^{[7][8][9][10][11]}

De vigtigste tidlige kilder, der beskriver Muhammeds liv, er nedskrevet flere generationer efter hans død og kan hverken verificeres eller falsificeres efter vestlige forskningsmæssige kildekritiske traditioner. Man kan derfor ikke med sikkerhed udtale sig om den historiske Muhammed. Den muslimske tradition har dog overleveret en detaljeret beskrivelse af hans liv, der især bygger på den tidligste samlede overlevering herom: Ibn Ishaqs sira (levnedsskildring), som kendes fra en kommenteret og redigeret version af Ibn Hisham, der blev nedskrevet ca. 200 år efter Muhammeds død.^[12]

Udover sira-litteraturen er Koranen og de talrige hadith-samlinger de vigtigste kilder til Muhammeds liv. Koranen, der i alt væsentligt havde fået sin form ved slutningen af 600-tallet, er den tidligste større kilde om Muhammeds virke. Muhammed er dog kun nævnt ved navn fire gange i Koranen. Koranens tekst er ofte indforstået, sådan at der er brug for andre tekster, der kan forklare dem, hvilket i høj grad sker i siralitteraturen.^[12]

Muhammed blev ifølge traditionen født i Mekka omkring år 570 (også kaldet elefantens år, Āmu l-Fīl, arabisk: عام الفيل).^[1] Hans slægt, hashim, tilhørte en fattig gren af Quraish-stammen, som havde magten over byen og fungerede som vogtere af Ka‘abaen, en sort rektangulær bygning, der i dag ligger i Al-Haram-moskeen. Muhammeds far, Abd-Allah ibn Abd-al-Muttalib^[13], døde før Muhammed blev født, og Muhammed blev opdraget af sin bedstefar Abd al-Muttalib^[14]. Da Muhammed var seks, døde også hans moder, Aminah bint Wahab.^[15] To år senere døde hans bedstefar, og Muhammed fik sin onkel Abu Taleb som værge.^[1]

Mekka var en stor handelsby, ikke mindst på grund af Ka‘abaen, og købmænd fra mange stammer havde deres gang i byen, særligt i pilgrimstiden, hvor de kunne rejse uden fare for stammeuroligheder. Muhammed slog ofte følge med sin onkel på handelsrejser, særligt til Syrien, og han blev derfor i en tidlig alder bekendt med fremmede lande og sæder.

I dette miljø voksede Muhammed op og lærte handel. Som 20-årig begyndte han at arbejde for Khadidja, en fyrreårig meget rig enke. Khadidja blev så imponeret over Muhammeds færdigheder, at hun i 595 friede til ham. De blev gift og fik syv børn, hvoraf dog kun de fem døtre overlevede, og kun en enkelt af disse, Fatima, fik selv børn.^[1]

Med tiden udviklede Muhammed i stigende grad et eftertænksomt sind, og han tilbragte ofte nætterne med tavshed og eftertænksomhed i en grotte (i muslimsk tradition kaldet hira) på et bjerg nord for Mekka. En sådan nat, da han var omkring fyrre år, fik han ifølge muslimsk tradition en åbenbaring, idet en engel viste sig for ham og befalede ham at læse et stykke tekst. Muhammed var analfabet og protesterede, men ved et mirakel kunne han pludselig læse. Teksten var de første fem vers af det, der i dag er sura 96 (al-‘Alaq) i Koranen.^[1] Skræmt vendte Muhammed tilbage til Khadidja, der førte ham til sin slægtning, den lærde Waraqa ibn Nawfal, der var en kristen munk. Han hørte Muhammeds beretning, udlagde den for ham og fortalte ham, at englen, han havde set, var ærkeenglen Gabriel. Khadidja konverterede som den første til den nye tro.^[1] Få dage efter døde Waraqa.

Efter nogen tid modtog Muhammed ifølge overleveringen flere åbenbaringer. Hans nærmeste, som fætteren Ali, Muhammeds adoptivsøn Zayd og Muhammads ven Abu Bakr, var blandt hans første tilhængere. Han holdt i øvrigt sine prædikener hemmelige de næste tre år, men deres indhold rygtedes efterhånden alligevel i Mekka, hvor hans kritik af uligheden, hykleriet og først og fremmest flerguderiet i byen var kontroversiel. Muhammad fik derfor flere indflydelsesrige fjender i byen. For Muhammed var der kun én Gud, Allah. Muhammed så sig selv som det seneste led i en kæde af profeter. Ligesom sine forgængere videregav han ganske enkelt, hvad Allah åbenbarede for ham. Åbenbaringerne kaldte sig selv for al-qur'an, som er arabisk for "recitationen".^[1] Heraf kommer navnet Koranen.

I 621 oplevede Muhammed ifølge Ibn Hishams beretning et stort mirakel i form af natte- og himmelrejsen. Han blev hentet af Gabriel og rejste på ryggen af det vingede dyr Buraq til Jerusalems tempelbjerg. Han mødte sine forgængere blandt profeterne, og Abraham ledsagede ham ind i Paradis, hvor han blev stedt for Guds trone. Han modtog et påbud om, at de troende skal bede 50 gange om dagen, der dog blev forhandlet ned til fem daglige bønner. Beretningen om denne rejse delte siden igen de troende og de skeptiske.^[1] Fortællingen er siden af forskellige blevet tolket enten som, at der var tale om en konkret fysisk rejse, eller som en rejse i overført betydning, altså en spirituel rejse.^[12]

Da modstanden mod Muhammed voksede i Mekka, ikke mindst efter Khadidjas død i 619, besluttede han i 622 e.v.t. at forlade byen sammen med sine tilhængere og rejse til byen Yathrib, det senere Medina, hvorfra han havde modtaget en invitation fra tilhængere dér om at slå sig ned der og samle byen efter en opslidende borgerkrig mellem to af dens stammer, Aws og Khazraj. Udvandringen, hijra, fra Mekka til Medina blev en skelsættende begivenhed for Muhammed og hans tilhængere og også for den religion, der var ved at opstå. Den islamiske kalender begynder på tidspunktet for hijra.^[1]

Med hijra sagde tilhængerne af den nye religion endegyldigt farvel til deres gamle slægters beskyttelse og kaldte i stedet fra nu af hinanden fra brødre. Der blev udfærdiget et dokument, ifølge hvilket de udvandrede samt stammerne i Medina, inklusive jøderne i byen, udgjorde et fællesskab, umma, som skulle beskytte hinanden. I indbyrdes konflikter skulle Muhammed mægle imellem dem. Dette dokument blev langt senere kendt som Medina-konstitutionen.^[1]

I Medina var Muhammed nu en politisk og religiøs leder. Han modtog flere åbenbaringer, og religionen ændrede efterhånden form; samtidig med at den trak på jødedom og kristendom, lagde den afstand til begge to. Således blev de troendes bederetning efter en åbenbaring ændret fra Jerusalem til Mekka. Efter at have levet i et lykkeligt monogamt ægteskab med Khadidja i over 25 år, indgik han især i Medina en lang række ægteskaber, hvoraf flere tydeligvis blev indgået af strategiske hensyn. Den ægtefælle, han elskede højest, var vennen Abu Bakrs datter Aisha, som han giftede sig med i Mekka kort efter Khadidjas død. På nær ægteskabet med Aisha var alle Muhammeds i alt tretten koner enker.^[1]

Fra Medina indledte Muhammed et opgør med sine gamle fjender i Mekka. Hans tilhængere begyndte at udplyndre karavaner fra Mekka, hvorefter mekkanerne med Muhammeds egen gamle stamme Quraish i spidsen sendte en hær ud for at nedkæmpe hans styrker. Ved Badr nordvest for Medina sejrede Muhammeds tilhængere imidlertid i 624 over den tre gange større modstanderhær. Året efter lider Muhammeds tilhængere nederlag i et nyt slag ved Uhud. En tredje hær fra Mekka belejrede derefter Medina, men måtte trække sig tilbage. I 628 indgik Muhammed en tiårig våbenhvile med mekkanerne, som han benyttede til at sende sine tilhængere på erobringstogter i andre retninger. Således erobrede han den jødiske by Khaybar, hvis indbyggere fik valget mellem at konvertere til islam eller beholde deres religion, men betale en særlig skat med navnet jizya. Denne ordning kom til at danne model for mange langt større erobringer efter Muhammeds død.^[1]

I slutningen af 629 brød mekkanerne våbenhvilen, hvorefter Muhammed hurtigt samlede en hær og drog mod Mekka. Mekkanerne opgav at gøre modstand, og han kunne derfor i 630 rykke ind i en åben by. Han ryddede ka'abaen for gudebilleder, men behandlede i øvrigt sine gamle fjender høvisk, og mange mekkanere gik over til den nye tro.^[1] Derefter sluttede en række andre arabiske lokaliteter og stammer sig til islam.^[16] Muhammed var dermed blevet hele Arabiens stærke mand.^[1]

I 632 gennemførte Muhammed en pilgrimsfærd, hajj, til Mekka. Han afholdt en afskedsprædiken på Arafatsletten, hvor han forklarede sine følgere deres forpligtelser i stort og småt. Et par måneder senere blev han syg og udåndede efter nogle dages sygdom i Aishas skød.^[1]

Flere muslimske traditioner regner det for forkert at afbilde Muhammed eller andre profeter; det gælder derfor også Jesus og Moses. Dette forbud stammer ikke fra Koranen (der blot ligesom Bibelen forbyder, at man afbilder Gud), men snarere i en række hadith-traditioner, hvori Muhammed generelt siges at forbyde at skabe billeder af levende væsener. Tanken er, som med forbuddet mod gudebilleder, at man risikerer at tilbede billeder eller personer i stedet for Gud, hvilket strider mod den muslimske monoteisme.^[17]

Tilsvarende forbud kendes inden for jøde- og kristendom.

• Kalifat

• Goldman, Elizabeth (1995). Believers: spiritual leaders of the world. Oxford University Press. ISBN 978-0-19-508240-1.
• Esposito, John (1998). Islam: The Straight Path. Oxford University Press. ISBN 978-0-19-511233-7.
• Esposito, John (2002). What Everyone Needs to Know About Islam. Oxford University Press. ISBN 978-0-19-515713-0.

Wikimedia Commons har medier relateret til: Muhammed

• Works by or about Muhammad Arkiveret 6. februar 2012 hos Wayback Machine in libraries (WorldCat catalog)
• What Non-Muslims Say About Prophet Muhammad (Mohammed)
• Muhammad, article on Encyclopædia Britannica Online
• Muhammad: Legacy of a Prophet — PBS Site