Georg 1. Γεώργιος Α΄
Valgsprog: ΙΣΧΥΣ ΜΟY Η ΑΓΑΠΗ ΤΟΥ ΛΑΟΥ (Folkets kærlighed, min styrke)'
Konge af Grækenland
Regerede	30. marts 1863 – 18. marts 1913
Forgænger	Otto 1.
Regent	Georg 1.
Efterfølger	Konstantin 1.
Ægtefælle	Olga Konstantinovna af Rusland (g. 1867)
Børn	Konstantin 1., Konge af Grækenland Prins Georg af Grækenland Storfyrstinde Alexandra af Rusland Prins Nikolaos af Grækenland Storfyrstinde Maria af Rusland Prinsesse Olga af Grækenland Prins Andreas af Grækenland Prins Christophoros af Grækenland
Fulde navn	Christian Vilhelm Ferdinand Adolf Georg græsk: Χριστιανός Γουλιέλμος Φερδινάνδος Αδόλφος Γεώργιος
Hus	Huset Glücksborg
Far	Christian 9. af Danmark
Mor	Louise af Hessen
Født	24. december 1845 Det Gule Palæ, København, Danmark
Død	18. marts 1913 (67 år) Thessaloniki
Hvilested	Tatoi Palads, nær Athen, Grækenland
Signatur
Religion	Lutheransk

Ridder af Elefantordenen 1863

Georg 1., Hellenernes Konge (græsk: Γεώργιος Αʹ, Βασιλεύς των Ελλήνων; tr. Geórgios Αʹ, Vasiléfs ton Ellínon) (født 24. december 1845, død 18. marts 1913) var prins af Danmark og konge af Grækenland fra 1863 til 1913. Indtil sin tronbestigelse var han kendt som Prins Vilhelm til Danmark.

Georg blev født 24. december 1845 i Det Gule Palæ ved siden af Amalienborg i København som det tredje barn og næstældste søn af Prins Christian af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg (den senere Christian 9. af Danmark) og Louise af Hessen. Han blev døbt med navnene Christian Vilhelm Ferdinand Adolf Georg men var kendt under navnet Vilhelm, der også var navnet på både hans farfar, Hertug Vilhelm af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg og morfar Landgrev Vilhelm af Hessen.

Da Vilhelm blev født var hans far stadig kun prins af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg, en fjern og ubetydelig sidegren til det danske kongehus der nedstammede fra Christian 3.. Familiens status ændredes i 1853, da Christian ved udsigten til den oldenborgske slægts snarlige uddøen blev gjort til arving til den danske trone. Vilhelm blev derved prins af Danmark.

Vilhelm havde fem søskende: Frederik (der efterfulgte deres far som konge af Danmark), Alexandra (der blev gift med Edvard 7. af Storbritannien), Dagmar (der som Maria Fjodorovna blev gift med Alexander 3. af Rusland), Thyra (der blev gift med Ernst August, Hertug af Cumberland og tronprætendent til Kongeriget Hannover) og Valdemar.

Vilhelm voksede op i Det Gule Palæ ved siden af Amalienborg, og efter at faderen var blevet dansk tronarving havde familien også adgang til Bernstorff Slot i Gentofte. Desuden besøgte han ofte moderens familie på Rumpenheimer Schloss Offenbach i Hessen. Han modtog en forholdsvis enkel uddannelse, hovedsageligt foretaget af hans forældre og engelske guvernanter. Han havde dansk som modersmål og engelsk som sit andet sprog. Han lærte også tysk og en smule fransk.^[1][2] Som en yngre søn var det forventet, at han fik en karriere indenfor militæret, og efter sin konfirmation startede han på Søværnets Officersskole sammen med sin storebror Frederik. Mens Frederik blev beskrevet som "rolig og velopdragen", blev Vilhelm beskrevet som "livlig og fuld af løjer".^[3]

Grækenland var i 1821 blevet befriet fra Osmannisk herredømme, og snart efter blev landet et kongerige. Den græske nationalforsamling valgte i 1832 den liberale bayerske prins Otto af Wittelbach, søn af Ludwig 1. af Bayern, til konge. Et oprør i 1843 tvang Otto til at indkalde nationalforsamlingen, og i 1844 gav han landet en grundlov med et repræsentationssystem med to kamre: senatet og deputeretkammeret. 13. februar 1862 udbrød en militærrevolte, som førte til, at han blev afsat 23. oktober 1862. Otto forlod landet, men abdicerede aldrig formelt den græske krone.

Efter afsættelsen af Kong Otto havde grækerne afvist at overlade tronen til Ottos bror og udsete efterfølger, Luitpold, men foretrak stadig monarki frem for republik. Mange grækere, der ønskede stærkere bånd til den dominerende stormagt, Storbritannien, samlede sig om Dronning Victoria af Storbritanniens næstældste søn, Prins Alfred.^[4] Den britiske udenrigsminister Lord Palmerston gav udtryk for, at grækerne "higede efter udvidelse af territorium" og at de håbede på sammen med valget af Alfred at kunne modtage de Ioniske Øer, som dengang var et britisk protektorat.^[5] Der blev afholdt en folkeafstemning om spørgsmålet i november 1862, i hvilken Prins Alfred modtog over 95% af de 240.000 stemmer.^[6] Der var 93 stemmer for en republik og seks for en græsk kandidat.^[7] Kong Otto modtog én stemme.^[8][9]

Londonkonferencen i 1832, der havde etableret kongeriget Grækenland, havde imidlertid forbudt, at et medlem af et af de europæiske stormagters fyrstehuse modtog kronen, og under alle omstændigheder var Dronning Victoria imod valget af Prins Alfred. Stormagterne var derfor på udkig efter et alternativ, der ikke skulle være fra deres rækker. Andre kandidater som den franske Henri af Orléans, hertug af Aumale, dronning Victorias svoger Hertug Ernst 2. af Sachsen-Coburg og Gotha, hendes nevø Fyrst Ernst Leopold af Leiningen, Ærkehertug Maximilian af Østrig, hertug Nikolaj af Leuchtenberg,^[10] eks-kong Ferdinand 2. af Portugal^[11] eller prins Vilhelm af Baden^[12] blev enten afvist af en af de tre stormagter eller afstod selv fra valget. Grækerne og stormagterne endte med at indsnævre deres valg til Prins Vilhelm, der havde fået seks stemmer ved folkeafstemningen i 1862.^[13]

Prins Vilhelms familie var i første omgang stærkt modstander af hans kandidatur, mens Vilhelm synes selv at have taget imod udfordringen med det samme. Christian og Louise fik forhandlet nogle bestemmelser ind i hans kongevalg, og dermed var sagen afsluttet fra dansk side. På en stormagtskonference i London i 1863 godkendte Storbritannien, Rusland og Frankrig valget af den syttenårige Vilhelm til ny konge af Grækenland, og i marts 1863 valgte den græske nationalforsamling ham til konge under regentnavnet Georg. I juni, tre måneder efter valget, blev prins Vilhelm indsat som konge af Grækenland ved en ceremoni i København, der blev overværet af en græsk delegation under ledelse af admiral og premierminister Konstantin Kanaris. Frederik 7. overrakte ham Elefantordenen^[14], og det blev meddelt, at den britiske regering ville afstå De Ioniske Øer til Grækenland som en hædersbevisning til ære for den nye monark.^[15]

Den unge konge forlod Danmark den 17. september 1863. Inden han rejste til sit nye kongedømme, foretog han en rejse til de tre stormagter for at takke dem for at have støttet hans kandidatur ved kongevalget.^[16] Han tilbragte et par dage i henholdsvis Sankt Petersborg, London og Paris, inden han rejste til Grækenland. Den 22. oktober steg han ombord på skibet Hellas i Toulon og ankom til Piræus den 29. oktober^[17]. Ved sit indtog i Athen dagen efter blev han modtaget af en begejstret befolkning. Akropolis og Zeustemplet var illumineret i en uge til ære for den nye konge, mens der blev afholdt fester i hovedstaden.^[18]. Allerede på dagen for sin ankomst den 30. oktober aflagde Georg ed for det græske parlament.^[19][20] På trods af sin unge alder (17 år), var Georg allerede den 27. juni 1863 blevet erklæret myndig af det græske parlament.^[21] Den danske regering havde ellers forudset et regentskab under hans onkel, prins Hans af Glücksborg, men grækerne, der var foruroligede over erfaringerne fra det regentskab Josef Ludwig von Armansperg havde udøvet, mens kong Otto var mindreårig, afviste dette forslag.^[22]

Kong Georg var fast besluttet på ikke at gentage sin forgængers fejl og sørgede for hurtigt at lære græsk.^[23] Den nye konge viste sig hyppigt og uformelt på Athens gader, hvor hans forgænger kun havde fremtrådt i pomp og pragt.^[24] Han søgte også at sikre, at han ikke blev opfattet som under for stærk indflydelse af sin danske rådgivere, og endte med at sende sin onkel, Prins Julius af Glücksborg, tilbage til Danmark med ordene:Jeg vil ikke tillade nogen indblanden i min regerings handlemåde".^[25] En anden rådgiver, Grev Wilhelm Sponneck, gjorde sig også upopulær for at arbejde for en afrustning og for at sætte spørgsmålstegn ved de moderne grækeres nedstamning fra de klassiske grækere. Ligesom Julius blev han sendt tilbage til Danmark.^[26]

Ved sin ankomst til Athen fandt Kong Georg slottet i en tilstand af kaos og uorden efter Kong Ottos hastige aftejse og iværksatte en istandsættelse af den 40 år gamle bygning.^[27]

I slutningen af maj 1864 tog Kong Georg på en rejse gennem Peloponnes, hvor han aflagde besøg i Korinth, Argos, Tripoli, Sparta og Kalamata. Her steg han ombord på fregaten Hellas og fortsatte nordpå langs kysten ledsaget af britiske, franske og russiske orlogsfartøjer. Den 6. juni nåede Hellas til Korfu, hvor den britiske højkommissær, Sir Henry Storks foretog den ceremonielle overrækkelse af De Ioniske Øer til Grækenland.^[28]

På den politiske scene lagde den nye konge sig i selen for at få afsluttet de langtrukne forhandlinger i Nationalforsamlingen om at få vedtaget en ny forfatning. Den 19. oktober 1864 sendte han et krav til forsamlingen, kontrasigneret af Konstantinos Kanaris, hvor han forklarede, at han havde modtaget kronen i den forståelse, at en ny forfatning ville blive færdiggjort, og hvis den ikke blev det, ville han føle sig "fuldstændig fri til at træffe de foranstaltninger, som hans skuffede forventninger kunne give anledning til".^[29] Formuleringen lod det stå åbent, om han mente, at han ville vende tilbage til Danmark eller tvinge en forfatning igennem, men da begge udfald var uattraktive, nåede nationalforsamlingen hurtigt frem til en aftale.

Den 28. november 1864 aflagde han ed på den nye forfatning, der oprettede et parlament med et kammer, Vouli, hvis medlemmer blev valgt med direkte, hemmelige valg med universel, mandlig valgret, som den første forfatning i det moderne Europa. Forfatningen gjorde Grækenland til et konstitutionelt monarki, hvor Georg var underlagt de valgte magthaveres autoritet, selv om han var bevidst om den korruption, der prægede valgene og udfordringerne ved at regere en befolkning, der fortsat var overvejende analfabetisk.^[30] I perioden mellem 1864 og 1910, blev der afholdt 21 valg og udpeget 70 forskellige regeringer.^[31]

Grækenland og Georgs stilling nødvendiggjorde, at han fandt en brud fra en af stormagterne. Grækenland tilhørte ligeledes den ortodokse kirke, mens Georg havde beholdt sin lutheranske religion^[32], og det var derfor en ekstra bonus, hvis den nye dronning havde undersåtternes religion. En brud fra det ortodokse Rusland var derfor oplagt.^[32]

Georg havde første gang mødt storfyrstinde Olga Konstantinovna af Rusland under sin rundrejse til stormagterne i 1863, da hun var 12 år gammel. Olga var broderdatter af kejser Alexander 2. af Rusland og kusine til den senere kejser Alexander 3. af Rusland, der var gift med Georgs søster, Dagmar. De mødtes anden gang i april 1867, hvor Georg rejste til Rusland for at besøge sin søster. Med hjælp fra Dagmar lykkedes det Georg at få den unge storfyrstindes forældres accept, efter de indledningsvis havde været imod forbindelsen. Georg og Olga blev gift den 27. oktober 1867 i Vinterpaladset i Sankt Petersborg.

Efter at have tilbragt hvedebrødsdagene i Tsarskoje Selo forlod Georg og Olga Rusland den 9. november for at rejse til Grækenland.^[33] De fik en varm modtagelse i Athen, hvor de indrettede sig på det store kongeslot i byens centrum. Parret fik et lykkeligt ægteskab og fik otte børn i løbet af de følgende tyve år.

Udenrigspolitisk var Kong Georgs største politiske problem tyrkerne – en stor del af det nuværende Grækenland tilhørte dengang Det Osmanniske Rige. Han opretholdt et nært forhold til sin svoger, Fyrsten af Wales, og søgte hans hjælp til at finde en løsning på det tilbagevendende og ømtålelige spørgsmål om Kreta, en overvejende græsk befolket ø, der stadig hørte under Det Osmanniske Rige. Siden Kong Ottos regeringstid havde grækernes ønske om at forene alle græske lande i en nationalstat været et ømt punkt i forholdet til Storbritannien og Frankrig, der havde ydmyget Kong Otto ved at besætte havnen i Piræus for at afvæbne grækernes irredentisme under Krimkrigen.^[34] Under Opstanden på Kreta forsøgte Fyrsten af Wales at påvirke den britiske udenrigsminister, Jarlen af Derby, til at intervenere i opstanden til fordel for Grækenland.^[35] I sidste ende intervenerede stormagterne ikke, og osmanerne slog opstanden ned.^[36] I 1897 lykkedes det Kong Georg at erobre Kreta. Ved en officersrevolte i 1911 kom kretenseren Venizelos til magten, og der indførtes militærdiktatur i Grækenland. I oktober 1912 erklærede Grækenland krig mod Det Osmanniske Rige.

Kong Georg blev myrdet af en anarkistisk skolelærer på åben gade, da han holdt sit indtog i det osmannisk besatte Thessaloniki. Mordet skete kort før, han kunne have fejret sit 50 års jubilæum som græsk konge. Georg blev begravet i haven på Tatoi, der blev den græske kongefamilies begravelsesplads. Georgs efterfølgere på tronen fik tilsammen knap 50 år mere, inden landet blev republik.

• Hans Majestæt Georg 1., Hellenernes Konge^[a][37]

I Mariendal Sogn på Frederiksberg havde ejeren af gården Mariendal, justitsråd Niels Josephsen (1836-1905) en stor forkærlighed for de græske kongelige. Han skænkede en sommerbolig til den græske konge; men den blev ikke modtaget,^[38] men indbragte Josephsen en orden som tak. Men de vejnavne, som Niels Josephsen fastlagde ved udstykningen af sine jorder, består fortsat på Frederiksberg, og det er bl.a. Kong Georgs Vej, Dronning Olgas Vej, Prins Constantins Vej, Kronprinsesse Sofies Vej og Mariendalsvej. Ægteparret Josephsen bekostede også opførelsen af den nuværende Mariendals Kirke, der blev indviet i 1908.

Kong Georg 1. blev gift den 27. oktober 1867 i Vinterpaladset i Sankt Petersborg med storfyrstinde Olga Konstantinovna af Rusland (1851-1926). Kong Georg og dronning Olga fik otte børn.

• Konstantin (21. juli 1868 – 11. januar 1923), konge af Grækenland
• Georgios (1. februar 1869 – 25. november 1957), prins af Grækenland
• Alexandra (18. august 1870 – 12. september 1891), storfyrstinde af Rusland
• Nikolaos (9. januar 1872 – 8. februar 1938), prins af Grækenland
• Maria (20. februar 1876 – 14. december 1940), storfyrstinde af Rusland
• Olga (26. marts 1880 – 21. oktober 1880)
• Andreas (20. januar 1882 – 3. december 1944), prins af Grækenland og Danmark
• Christophoros (29. juli 1888 – 21. januar 1940), prins af Grækenland

• Beéche, Arturo E.; Greece, Michael of; Hemis-Markesinis, Helen (2007). The Royal Hellenic dynasty (engelsk). Eurohistory. ISBN 0-9771961-5-1.
• Bramsen, Bo (1992). Huset Glücksborg. Europas svigerfader og hans efterslægt (2. udgave). København: Forum. ISBN 87-553-1843-6.
• Campbell, John; Sherrard, Philip (1968). Modern Greece (engelsk). London: Ernest Benn.
• Christmas, Walter (1914). King George of Greece (engelsk). Oversat af A. G. Chater. New York: McBride, Nast & Company.
• Clogg, Richard (1979). A Short History of Modern Greece (engelsk). Cambridge University Press.
• Driault, Édouard; Lhéritier, Michel (1926). Histoire diplomatique de la Grèce de 1821 à nos jours. Le Règne de Georges Ier avant le traité de Berlin (1862-1878) - Hellénisme et slavisme (fransk). Vol. III. PUF.
• Forster, Edward S. (1958). A Short History of Modern Greece 1821–1956 3rd edition (engelsk). London: Methuen and Co.
• Kreuter, Peter Mario (2015). "The Flâneur of Salonica. The First Balkan War in the Private Correspondence of King George I of Greece with Fritz Peter Uldall (1847–1931)". I Thede Kahl; Johannes Kramer; Elton Prifti (red.). Romanica et Balcanica. Wolfgang Dahmen zum 65. Geburtstag (engelsk). München: AVM. s. 761-778. ISBN 978-3-95477-036-6.
• Lerche, Anna; Mandal, Marcus (2003). En Kongelig Familie : historien om Christian 9. og hans europæiske efterslægt. København: Aschehoug. ISBN 8715106845.
• Mateos Sainz de Medrano, Ricardo (2004). La Familia de la Reina Sofίa, La Dinastίa griega, la Casa de Hannover y los reales primos de Europa (spansk). Madrid: La Esfera de los Libros. ISBN 978-8-4973-4195-0. OCLC 55595158.
• Olden-Jørgensen, Sebastian (2003). Prinsessen og det hele kongerige. Christian IX og det glücksborgske kongehus. København: Gad. ISBN 8712040517.
• Palmer, Alan; Greece, Michael of (1990). The Royal House of Greece (engelsk). Weidenfeld Nicolson Illustrated. ISBN 0-297-83060-0.
• Thorsøe, Alexander (1891). "Georg I, Hellenernes Konge". I Bricka, Carl Frederik (red.). Dansk Biografisk Lexikon, tillige omfattende Norge for Tidsrummet 1537-1814. Vol. V. (1. udgave). København: Gyldendal. s. 593-594.
• Van der Kiste, John (1994). Kings of the Hellenes. The Greek Kings, 1863-1974 (engelsk). Sutton Publishing. ISBN 978-0-7509-2147-3..
• Woodhouse, C. M. (1968). The Story of Modern Greece (engelsk). London: Faber and Faber.