Jesu lidelse og død er nævnt i alle fire evangelier^[1] og finder sted dagen efter at Jesus var blevet arresteret og domfældet af Det højeste råd og umiddelbart efter at Pontius Pilatus havde dømt ham til døden. Jesu lidelse og død omfatter pisk, korsfæstelse, død og begravelsen. I kristen teologi er Jesu død ved korsfæstelse den centrale hændelse i kristendommen som hele frelsen afhænger af, da Kristus' lidelse og død ifølge kristen forståelse er nødvendig for tilgivelse af synd. Ifølge evangelierne stod Jesus op på tredjedagen og viste sig for sine disciple i 40 dage, hvorefter han for til himmels.^[2]

Efter tre års virke kom Jesus til Jerusalem i anledning af påskefesten, hvor han blev hyldet af befolkningen som den ventede Messias^[3], men det gjorde de allerede meget skeptiske jødiske myndigheder endnu mere besluttet på at dræbe ham, for at han ikke skulle blive for farlig. De næste fem dage, fra søndag til torsdag, bar derfor præg af stigende spændinger og konfrontationer mellem ypperstepræsterne, de skriftkloge og så Jesus. Dog turde de ikke anholde Jesus på grund af folkemængden, men da Judas Iskariot, en af de tolv apostle, besluttede sig for at forråde Jesus, så de deres chance for at gribe ham og lovede Judas penge. Derefter prøvede Judas at finde et tidspunkt, hvor det ville være muligt at gribe Jesus.

Den mulighed opstod, da Jesu holdt påskemåltidet med sine disciple. Det var den aften, siden kendt i Danmark som Skærtorsdag, hvor Jesus indstiftede nadveren. Da Jesus med sine apostle begav sig ud til Getsemane have, fulgte Judas efter sammen med tempelvagterne og anholdt ham. Før anholdelsen gengiver evangelierne Jesu kamp i Getsemane mod sin egen angst for den kommende lidelse. Jesus bad Gud tage dette "bæger" fra ham, men tilføjede: "Dog ske ikke min vilje, men din" (Luk 22,42). På den måde gør evangelierne det tydeligt, at de anser det for Guds vilje, at Jesus skulle dø. Han skulle være det Guds lam, der bærer verdens synd (Joh 1,29).

Derefter blev Jesus arresteret og ført til ypperstepræsterne, hvor det øverste Råd dømte ham til døden for gudsbespottelse, da Jesu på spørgsmålet om han var Kristus svarede:

	Det er jeg. Og I skal se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme med himlens skyer."[4]

På grund af den romerske besættelsesmagt havde jøderne imidlertid ikke ret til at idømme dødsstraf og var dermed nødt til at fremvise Jesus for Pilatus. Denne gang bliver han anklaget for oprør, da han jo som Messias hævdede at være konge. Pilatus anså ham dog ikke for skyldig, men efter længere tids råb og pres fra Rådet og folkeskarerne overgav Pilatus ham til korsfæstelse. Lukas nævner, at Jesus også måtte forbi Herodes Antipas inden sin domfældelse. Efter at været blevet pisket, blev Jesus hånet af de romerske soldater som "jødernes konge", der også slog ham og spyttede på ham efter at have iført ham en purpurkappe og placeret en tornekrone på hans hoved. Derefter måtte han bærende sit kors gå vejen gennem Jerusalem til stedet for korsfæstelse. En rute der traditionelt kaldes for Via Dolorosa. De synoptiske evangelier fortæller at Simon of Kyrene hjalp med til at bære korset. ^[5]

Jesus blev derefter ført ud og korsfæstet på den høj, der kaldes Golgatha (der betyder hovedskalstedet)^[6] sammen med to tyve^[7], og som lå lige uden for bymuren. Der blev Jesus naglet til planken og hang i tre timer, hvor han blev bespottet af forbipasserende. Over ham var et skilt, hvor der stod "Jesus af Naareth, Jødernes konge" på aramæisk, latin og græsk ^[8] og soldaterne delte hans tøj imellem sig og kastede lod om hans kjortel, andre igen, gav ham vin blandet op med malurt.^[9] Under korsfæstelsen blev Jesus hånet af folkeskarerne ^[10], der blandt andet råbte:

	Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse.[11]

Lukas nævner at den ene af de andre forbrydere skælder den anden ud for at spotte og selv beder han Jesus om at huske ham i paradis^[12]

Bibelen gengiver syv udsagn Jesus kom med, mens han hang på korset:

	»Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.« - Luk 23,34 »Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.« - Luk 23,43 »Kvinde, dér er din søn.« - Joh 19,25-27 »Elí, Elí! lemá sabaktáni?« - Matt 27,46; Mark 15,34. (Aramaisk for »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«) »Jeg tørster.«  (Joh 19,28) »Det er fuldbragt.« (Joh 19,30) »Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.« (Luk 23,46)

Hans Holbein den yngre: Den døde Kristus (1521-1522)

Fra den sjette time til den niende (ca. fra kl. 12-15) var der mørke ^[13], og ved den niende time ^[14] råbte han højt, bøjede hovedet og udåndede.^[15] Senere fortælle Johannes at soldaterne kom og stak Jesus i siden med et spyd for at sikre sig at han var død.^[16] Ifølge Matthæus kom der i forbindelse med Jesu død et jordskælv, så grave sprang op, døde blev levende Matt 27,51, og forhænget i templet blev flænget fra øverst til nederst revet midt over.^[17] Evangelierne gengiver en del vidner til Jesu død, deriblandt en romersk officer og nogle kvinder der så på fra afstand.^[18] Johannes nævner desuden sig selv som vidne^[19]

Jesus blev lagt i en grav tilhørende Josef fra Arimatæa, og en stor sten blev væltet for graven. ^[20] Der var igen nogle kvinder, der var tilstede. ^[21] og Matthæus fortæller, at der stod romerske soldater på vagt ved graven^[22]

Uddybende artikler: Jesu historicitet og Den historiske Jesus

Udover evangeliernes vidnesbyrd ved vi meget lidt om begivenhederne omkring Jesu død, men da alle fire evangelier giver en lang række detaljer omkring korsfæstelsen giver det meget lidt plads for seriøs tvivl angående historiciteten ved Jesu død. De allerfleste forskere har tillige sluttet, at ud fra den betydning og forståelse Jesus og hans død havde, må Jesus med al historisk sandsynlighed både have levet og med ligeså stor sikkerhed været blevet henrettet ved korsfæstelse. Anden forklaring er der ikke på den jesusbevægelse, der opstod i kølvandet på begivenhederne, og på hvorfor netop korsfæstelsen blev så vigtig del af den kristne tro. Derudover er Jesu død og korsfæstelse også nævnt i adskillelige andre kilder, både før evangelierne af apostlen Paulus og efter af diverse historikere, særligt er Jesu korsfæstelse veldokumenteret i den romerske historie. ^[23] Desuden har moderne arkæologiske opdagelser angående de romerske korsfæstelser alle været i overensstemmelse med de detaljer der er givet i evangelierne.

Uddybende artikel: Kilder til Jesus

Paulus' breve er for de flestes vedkommende skrevet omkring år 50-60 og er dermed det første skriftlige vidnesbyrd, vi har om Jesus og ligeledes om hans død. Paulus forholder sig imidlertid bemærkelsesværdig tavs angående Jesu liv før de sidste dag af Jesu liv, her nævner han derimod, at Jesus indstiftede nadveren og blev forrådt. ^[24], og han døde, blev begravet og opstod på tredjedagen ^[25]

Hebræerbrevet bevidner at Jesus døde udenfor byen ^[26], at han led og blev fristet. ^[27] og at han udholdt korset ^[28]
Apostlenes Gerninger har en lang mængde grundlæggende historiske data om Jesu død, særligt i forbindelse med gengivelse af en række taler.

Uddybende artikel: Nytestamentlige apokryfer

Der findes desuden en række senere evangelieskrifter, der ikke er optaget i Bibelen. Disse er ikke pålidelige kilder til at kaste lys over begivenheder, da de er skrevet sent og mest ud fra en modsætningsforhold til den traditionelle kristendom og de kanoniske evangelier. Ofte er de hellere ikke særligt interesseret i Jesu død, men mere i hans lære eller mirakler.^[a] Dog har Judasevangeliet (sandsynligvis fra år 200 eller senere, altså mindst 100 år senere end de kanoniske evangelier) en noget anden vinkel på beretningen om Jesu død, hvor der er et kraftigt, positivt fokus på Judas Iskariot, som ellers ifølge Bibelen forrådte Jesus til de romerske myndigheder. Judasevangeliet fremstiller denne handling som et udslag af Judas’ lydighed overfor et ønske fra Jesus.

Josefus (Josef ben Mattias) en jødisk historiker skrev (i en omdiskuteret passage ang. ægtehed ^[b]) om Jesu død.

	When Pilate, at the suggestion of the principal men amongst us, had condemned him to the cross, those that loved him did not forsake him, for he appeared to them alive again the third day, as the divine prophets had foretold these and then ten thousand other wonderful things concerning him; and the tribe of Christians, so named from him, are not extinct at this day.[30]

• Tacitus nævner de kristne (chrestianere) ca. 110 i forbindelse med beretningen om Roms brand og siger, at dette navn stammer fra en ”Chrestus som prokuratoren Pontius Pilatus under herskeren Tiberius havde ladet henrette”.^[31]

Derefter kritiserer Tacitus religionen som ”den fordærvelige overtro” (Annalen XV, 44).

En mulig jødisk reference til korsfæstelsen ("hængt" jf. Luk 23,39; Gal 3,13) er fundet i den babyloniske Talmud:

Selvom spørgsmålet om identifikationen af Yeshu som Jesus til tider har været debatteret, er mange historiker enige om at tekststykker handler om Jesus.^[32]

I sura 4,158 i Koranen, hvor der er skrevet:

"Og fordi de [jøderne] har sagt: Sandelig, vi har myrdet Messias, Jesus, Marias søn, Allahs sendebud! – De myrdede ham ikke, og de dræbte ham ikke ved korsfæstelsen, men han forekom dem (død). Og de, som var uenige derom, er visselig i tvivl derom. De har ingen (sikker) viden, men følger (kun) en formodning, og de dræbte ham visselig ikke."

Der er dog tre steder i Koranen, som umiddelbart læses, som om Jesus faktisk døde (Sura 3,55-56; 19:34 og 5,118), men de fleste muslimske teologer vælger at tolke og oversætte disse steder ud fra sura 4, 158, selvom vendingen i sura 4 -de dræbte ham ikke – kunne oversættes med at overvinde, altså en tolkning om at jøderne ikke overvandt ham, da han, underforstået, opstod.

Islams eneste kilde til synet på Jesus er åbenbaringerne fra Muhammed. Enkelte muslimske teologer har henvist til det apokryfiske skrift Barnabasevangeliet, der dog sandsynligvis er skrevet i det 14-16. århundrede i Italien eller Spanien under stærk muslimsk påvirkning .

Jesus er før noget andet frelser. Det ligger bl.a. i hans navn (Jesus: Jahve frelser) – for han skal frelse sit folk fra deres synder (Matt 1,21). Teologerne har dog gennem tiden diskuteret spørgsmålet om, hvordan en mands (Jesu) død kunne være frelsende for andre mennesker, og har givet et væld af teologiske fortolkninger, om hvordan frelsen er givet menneskeheden. En fælles træk for alle disse fortolkning er dog at de lægger større vægt på Jesu lidelse, død og opstandelse end på Jesu lære. Svaret på hvorfor Jesus døde er derfor ifølge kristendommen ikke et spørgsmål om historiske begivenheders gang, men at Gud ville, for at Jesus skulle dø for at frelse verden. Uenigheden består derimod i spørgsmålet hvordan Jesu død og opstandelse tilvejebragte frelsen

Uddybende artikel: Den kristne forsoningstanke

Svarene, der er givet, er sandsynligvis forskellige, fordi frelsergerningen kan ses ud fra forskellige aspekter, som alle optræder i Det Nye Testamente. Under skolastikken blev dette spørgsmål dog systematiseret. Det blev til to hovedretninger/forsoningslærer, der indbyrdes konkurrerede om at være den herskende. Der er som sådan bred enighed blandt kristne om, at menneskets syndighed kræver en eller anden form for forsoning (satisfaktion) mellem Gud og mennesket, og denne forsoning blev tilvejebragt af Gud gennem Kristus. Uenigheden opstår, når man begynder at forklare, hvordan dette foregår. Det ene forsoningslære er Anselm af Canterburys (død ca. 1100) objektive forsoningslære, der siger, at forsoningen skete ved, at Jesus på korset stedfortrædende tog menneskehedens straf og godtgjorde for deres synd overfor Gud. Peter Abélards subjektive forsoningslære hævder derimod, at det er menneskers efterfølgelse af Jesu forbilledlige kærlighedsoffer, der skaber forsoningen.

Imidlertid har Gustav Aulen argumenteret i 1930 ^[33] for at det i den tidlige kirke og hos Luther særligt var den klassiske forsoningslære der var fremherskende. Denne lære også kaldet Christus Victor-læren, fastholder at Jesus blev sendt af Gud for at besejre døden og Satan. På grund af Jesus fuldkommenhed, hans frivillige død og hans opstandelse besejrede Jesus døden og opstod sejrrig. Derved er menneskeheden ikke længere bundet i synd, men frie til at blevet forenet med Gud ved tro på Jesus.^[34]

Den klassiske forsoningslære er den mest fremtrædende i de ortodokse kirker, der derfor ofte giver Jesu opstandelse den vigtigste betydning. Den subjektive forsoningslære er særlig fremherskende i de teologiske strømninger, der betvivler Jesu fysiske opstandelse og vender sig bort tanken om Guds krav om et blodigt stedfortrædende offer for menneskeheden. Den objektive derimod er særligt tydelig i de katolske og protestantiske kirker, der følgelig særligt vægtlægger Jesu lidelse og død. Det er også på den baggrund at blodmystik og passion til tider ofte har haft stor betydning i visse kirkesamfund. Eksempelvis kommer det meget tydeligt frem i nogle herrnhutiske digte, men også på moderne plan i film som Mel Gibsons The Passion of the Christ fra 2004.

Den teologisk betydning af korsdøden kan også ses i lyset af Bibelens forståelse af forbandelse. Menneskeheden blev ifølge denne forståelse friet fra forbandelsen , ved at Jesus hængte på et træ, noget der i jødisk forståelse overgik enhver der hænger på et træ. ^[35][c] Denne forståelse nævnes af Paulus i Galaterbrevet 3,3 hvor han skriver:

	Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved selv at blive en forbandelse for vor skyld – der står jo skrevet: »Forbandet er enhver, der hænger på et træ«

• Jesus
• Korsfæstelse

• Artikel fra kristendom.dk – Den ydmygende henrettelse Arkiveret 20. september 2011 hos Wayback Machine