Ilja Metjnikov
Personlig information
Født	3. maj 1845 Ivanivka, Ukraine
Død	2. juli 1916 (71 år) Paris, Frankrig
Dødsårsag	Hjerteanfald
Gravsted	Paris
Nationalitet	Russisk
Far	Ilja Ivanovitj Metjnikov
Mor	Emilija Metjnikova
Søskende	Ivan Metjnikov, Lev Metjnikov
Ægtefæller	Olga Belokopytova, Ljudmila Metjnikova (fra 1869)
Familie	Невахович, Александр Львович[1], M. L. Nevakhovich[2], Maria Nikolaïevna Kouznetsova
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted	Fakultet for fysik og matematik fra det kejserlige Kharkiv-universitet, Georg-August-Universität Göttingen
Medlem af	Royal Society, Accademia delle Scienze di Torino (fra 1910), Sankt Petersborgs Akademi for Videnskab, American Academy of Arts and Sciences
Beskæftigelse	Immunolog, opfinder, fysiolog, botaniker, entomolog, zoolog, mikrobiolog, læge, kemiker, biolog
Fagområde	Immunologi, gerontologi, immunforsvar, Embryologi, mikrobiologi med flere
Arbejdsgiver	Kejserlige Sankt Petersborg universitet, Institut Pasteur (1888-1916), Kejserlige Universitet i Novorossiysk, Metjnikovuniversitetet
Elever	Ivan Grigorjevitj Savtjenko, Jakov Bardakh, Danylo Zabolotnyj, Mykola Hamalija, Vladimir Khavkin med flere
Nomineringer og priser
Udmærkelser	Foreign Member of the Royal Society (1895), Karl Ernst von Baer medalje (1867, 1870, 1891), Copleymedaljen (1906), Albert-medalje (1916), Nobelprisen i fysiologi eller medicin (1908) med flere
Nobelpris	Fysiologi eller medicin 1908
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Ilja Ilitj Metjnikov (russisk: Илья Ильич Мечников, tr. Ilja Ilitj Metjnikov; født 15. maj 1845 i Kharkov, Det Russiske Kejserrige (nu Kharkiv oblast, Ukraine), død 15. juli 1916 i Paris, Frankrig) var en russisk mikrobiolog, kendt for sin pionerforskning indenfor immunsystemet. Han blev vicedirektør for Pasteurinstituttet i Paris. Begrebet gerontologi er hans. ^[3]

Da hans første kone døde af tuberkulose, til trods for hans fortvivlede kamp for at redde hendes liv, tog Metjnikov en overdose opium, men overlevede. Da hans anden kone, Olga, fik tyfus, injicerende han en flåtbåren sygdom i sig selv for at dø sammen med hende - men denne gang overlevede de begge. Det opmuntrede Metjnikov til antagelsen om, at videnskaben kunne hjælpe menneskeheden til at overvinde sine svagheder. Under koleraepidemien i Paris i 1892 drak han Cholera vibrio, den bakterie, der fremkalder sygdommen. Cholera vibrio gjorde nogen syge, mens andre virkede immune. Metjnikov selv blev ikke syg, og håbede at finde frem til en vaccine. Han opdagede, at nogle mikrober forhindrede smittestoffet i at vokse, mens andre mikrober stimulerede vækst. Af det kunne han slutte, at tarmfloraen spiller en vigtig rolle for, hvorvidt man udvikler sygdommen eller ej. Det gjaldt nu at finde frem til noget, der styrkede tarmfloraens modstandsevne. Her havde han fokus på bulgarske baciller, der anvendtes i Østeuropa til fremstilling af yoghurt, overensstemmende med hans studier af 100 år gamle østeuropæere, der havde tykmælk som en stor del af kosten. Han tænkte sig, at yoghurt også kunne indtages i pilleform.

Metjnikov modtog i 1908 sammen med Paul Ehrlich Nobelprisen i fysiologi eller medicin for sit arbejde omkring fagocytose. Han havde opdaget, at fagocytter - som han kaldte dem - står i forreste række, når organismen angriber en akut infektion, også hos mennesker, hvis fagocytter er en type leukocytter eller hvide blodlegemer. ^[4]

Han døde af et hjerteinfarkt, men nåede lige at minde sin kollega, forskeren Alexandre Salimbeni, om at undersøge hans indvolde omhyggelig ved obduktionen. ^[5]

• Nobelbiografi
• Vikhanski, Luba (2016). Immunity: How Elie Metchnikoff Changed the Course of Modern Medicine. Chicago Review Press. A new biography, including material based on a long-hidden secret archive of Metchnikoff's documents and personal letters. Arkiveret fra originalen 1. august 2019. Hentet 25. december 2015.