Hallandsk er en almindelig fællesbetegnelse for de to hhv. østdanske^[1] eller sydsvenske dialekter, som tales i Halland. Hallandsk falder i to grupper, da der går en tydelig dialektgrænse umiddelbart syd for Varberg. I Hallands tre nordlige herreder (Fjäre, Viska og Himle) tales nordhallandsk, der viser lighed med dialekterne i Sydbohuslen og Vestergøtland, altså med båhuslensk, gøteborgsk og gøtamål/vestgøtisk. Sydhallandsk og mellemhallandsk tilhører derimod det skånske sprogområde. Især de to sydligske herreder omtrent mellem elven Nissan og Hallandsås (Høgs og Tøndersø) udgør et overgangsområde.

Karakteristisk er klusilsvækkelsen af p, t, og k til b, d og g, som er udbredt over hele Halland med undtagelse af den østlige del af Faurås herred. Der findes en palatalisering (kirke → kjorka, give → je). Desuden findes diftongering af langt e til äi, ai, oi og åi i vid udstrækning (f. eks. sten → stajn, dele → dajla). Også verbernes personbøjning har været bevaret^[2]. Fra syd udbredte sig den skurrende tungerods-r-lyd, som også bruges i skånsk (i modsætning til tungespids-r)^[3]

Nogle almindelige (syd-)hallandske ord:

• Pølse = Kåv
• Tærte = Tåta
• Sport = Spot
• Farmor = Famor
• Bordtennis = Bådtennis

• Niels Åge Nielsen: Dansk dialektantologi, Hernov 1978
• Sjöstedt Gösta, Folkmålen i nordöstra Skåne, Osby Hembygdsförening Årsbok 1966