Fyrstendømmet Galicien-Volhynien^[1] eller Kongeriget Rutenien (gammel rutensk Галицко-Волинскоє князство, Королѣвство Русь; ukrainsk: Галицько-Волинське князівство, Королівство Русі; latin: Regnum Galiciae et Lodomeriae, Regnum Russiae) var et fyrstedømme i middelalderens Østeuropa i området Galicien og Volhynien i nutidens Ukraine, der blev dannet efter Prinsen af Volhynien Roman den Stores erobring af Galicien med hjælp fra Leszek den Hvide af Polen. Roman den Store forenede de to fyrstendømmer i Halych (Galicien) og Volhynien, en forening, der varede fra 1199 til 1349. Sammen med Vladimir-Suzdal og Novgorod betragtes Galicien-Volhynien som en af Kijevrigets vigtigste arvtagere.

Efter de enorme ødelæggelser anrettet af den mongolske invasion af Kijevriget i 1239-1241, blev prins Danilo Romanovitj tvunget til at erklære troskab til lederen af Den Gyldne Horde, Batu Khan, i 1246. Han søgte at befri sit fyrstendømme fra det mongolske åg gennem kroning som "Rex Rusiae" af en pavelig udsending i 1253, og ved uden held at forsøge at etablere militære alliancer med andre europæiske fyrster.^[2] Den polske erobring af fyrstendømmet i 1349 afsluttede fyrstendømmets vasalstatus til Den Gyldne Horde.^[3]

Det vestlige Galicien-Volhynien ligger mellem floderne San og Wieprz i det, der nu er det sydøstlige Polen, mens de østlige områder udstrækker sig til Pripjat-sumpene i Hviderusland og det øvre løb af Sydlige Bug i det nuværende Ukraine. I sin tid grænsede fyrstendømmet op til Sorterutenien, Storfyrstendømmet Litauen, Fyrstendømmet Turov-Pinsk, Fyrstendømmet Kijev, Den Gyldne Horde, Kongeriget Ungarn, Kongeriget Polen, Fyrstendømmet Moldova og Den Tyske Ordensstat.

• Galicien
• Volhynien
• Kongeriget Galicien og Lodomerien