Emil Glückstadt
Emil Glückstadt, Foto: Sophus Juncker-Jensen
Personlig information
Født	24. august 1875 København, Danmark
Død	23. juni 1923 (47 år) Kommunehospitalet, Danmark
Gravsted	Vestre Katolske Kirkegård
Far	Isak Glückstadt
Søskende	Valdemar Glückstadt
Uddannelse og virke
Beskæftigelse	Kunstsamler, bankier
Nomineringer og priser
Udmærkelser	Etatsråd (1911), Storkors af Dannebrogordenen (1920), Dannebrogordenens Hæderstegn (1913)
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Emil Raffael Glückstadt (24. august 1875 i København – 23. juni 1923 på Kommunehospitalet) var en dansk bankdirektør, etatsråd og kunstsamler, bror til Valdemar Glückstadt.

Emil Glückstadt var født i København som søn af Landmandsbankens direktør Isak Glückstadt og hustru Juliette Sophie Raffel. Han voksede op i en velhavende jødisk familie, blev student fra Østerbros Latin- og Realskole 1894, tog filosofikum året efter og fik sin bankuddannelse i Landmandsbanken og i banker i New York (National City Bank), London (Deutsche Banks filial) og Paris (Banque des Pays-Bas). Han vendte tilbage til Landmandsbanken i 1901 som sekretær, blev underdirektør 1904 og indtrådte i direktionen i 1907.^[1] I 1910 afløste han som 35-årig sin far som administrerende direktør for Landmandsbanken, der under hans ledelse voksede til Skandinaviens bank.^[2] I 1911 blev han etatsråd.

I de følgende år spillede Emil Glückstadt en førende rolle i dansk erhvervsliv.^[3] Han blev formand eller menigt medlem i bestyrelserne for en række af landets største selskaber og blev herunder også bestyrelsesformand i landets største virksomhed, Det Østasiatiske Kompagni (ØK). Under 1. verdenskrig støttede han den ekspansion, der blev iværksat på det russiske marked af selskabet Transatlantisk Kompagni, og Glückstadt fungerede selv som formand for bestyrelsen. Han deltog under krigen i forhandlinger i London om sikring af forsyninger til Danmark. I den forbindelse foretog han flere rejser over Nordsøen, hvilket i denne periode var forbundet med livsfare.

Efter krigen deltog Glückstadt som dansk delegeret i flere internationale konferencer. I 1920 stod han for forhandlingerne om den kompensation, som Danmark skulle betale til Tyskland i forbindelse med genforeningen. I 1921 blev han af Folkeforbundet udpeget til at udarbejde en plan for en rekonstruktion af Østrigs finanser. I 1920 modtog Glückstadt storkorset af Dannebrogordenen, en udmærkelse, som kun sjældent er blevet tildelt erhvervsfolk.

Fra 1920 fik Landmandsbanken stigende problemer særlig i forbindelse med store udlån til Transatlantisk Kompagni.^[3] Glückstadt kom under kritik, fordi han i disse år i stort omfang opholdt sig i udlandet i stedet for at koncentrere sig om bankens ledelse, som i stort omfang blev overladt til meddirektøren Ove Ringberg.

I juli 1922 viste en opgørelse foretaget af bankinspektøren, at en stor del af bankens egenkapital var gået tabt. I et møde med blandt andre statsminister Niels Neergaard og handelsminister Tyge J. Rothe lykkedes det Glückstadt at overtale de andre mødedeltagere til at acceptere en vildledende erklæring, der tilslørede resultatet af bankinspektørens undersøgelse. Det var Glückstadts synspunkt, at det gjaldt om at skaffe ro, hvorved banken kunne genopbygge sin egenkapital.

I september 1922 måtte Landmandsbanken rekonstrueres med indskud af ny kapital fra blandt andre staten og Nationalbanken.^[4] Glückstadt fratrådte som direktør i forbindelse med rekonstruktionen og stillede kort tid efter sin formue (eksklusive konens arv) til rådighed for Landmandsbanken. Efter rekonstruktionen blev der nedsat en særlig undersøgelseskommission, som skulle undersøge blandt andet også kriminelle handlinger i forbindelse med bankens sammenbrud. Som et resultat af undersøgelseskommissionens arbejde blev Glückstadt varetægtsfængslet i marts 1923. Han blev overført til Vestre Fængsel.^[5]

Glückstadt døde efter en maveoperation den 23. juni 1923. Dødsfaldet kom, før der var faldet dom i sagen. Ved Østre Landsrets dom i juli 1923 blev Glückstadt kendt skyldig i bedrageri og svig samt for overtrædelse af aktieselskabsloven. Glückstadts bo blev dømt til at bære 4/5 af sagens omkostninger.

Der har efterfølgende været en stor litteratur om Landmandsbankens krak og om Glückstadts rolle, herunder om skyldsspørgsmålet. Forskellige synspunkter har været fremsat.^[6] Efter Glückstadts død udgav enken, Laura Glückstadt, et forsvarsskrift for manden, og i 1950 udgav hun (under navnet Laura Bernhoft) Glückstadts egen beretning om bankens sammenbrud.^[7]

Glückstadt blev gift den 18. april 1901 i Synagogen i København med Laura Rosa Rée (12. august 1876 i København – 25. december 1953 i København, gift 2. gang 1942 med diplomaten H.A. Bernhoft, 1869-1958), datter af direktør for Creditkassen for Landejendomme i Østifterne, vekselmægler Eduard Philip Rée (1850-1918) og Galathea Albertine Berendt (1852-1920).

Glückstadt var meget velhavende og havde tidligt vænnet sig til en høj levestandard. Han boede i et palæ i Fredericiagade, der nu er Italiens ambassade, tegnet af Johan Christian Conradi og ombygget ved Bernhard Ingemann og Valdemar Sander, og som sommerbolig havde han Sølyst ved Klampenborg. Han var desuden en betydningsfuld kunstsamler og filantrop.

Han ejede således Balthasar Denners berømte portræt af Tordenskiold (gengivet på tændstiksæsker, nu på Frederiksborgmuseet); endvidere betydelige værker af Jens Juel og Carl Gustaf Pilo samt en samling af Cornelius Høyers miniaturer. Derudover ejede han en del københavnsk porcelæn fra 1700-tallet. Det meste blev solgt på auktion 1923. 1919 skænkede han Frederiks Hospitals bygninger til brug for Kunstindustrimuseet.

Glückstadt konverterede til katolicismen og er begravet på Vestre Katolske Kirkegård.

• Julius Schovelin, Den Danske Landmandsbank, Hypotek- og Vekselbank 1871-1921, København 1921.
• Søren Mørch, Det store bankkrak, 1986, Gyldendal.
• Laura Glückstadt, Emil Glückstadt, 1929, Henrik Appels Forlag.
• Laura Bernhoft, Emil Glückstadt II, 1950.
• Finn Østrup, Danske finanskriser fra 1311 til 2000, Bind II, 2023, Forlaget Historia.

• Emil Glückstadt på gravsted.dk

Spire Denne biografi om en erhvervsleder er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at .