Denne side betragtes som en norm på Wikipedia – den illustrerer standardopførsel, som mange bidragsydere anser for korrekt og benytter sig af. Selvom det kan være anbefalelsesværdigt at følge den, så er det ikke en politik. Du skal derfor være velkommen til at rette sidens indhold, men det foretrækkes, at du konsulterer sidens diskussion inden større ændringer.

Genvej: WP:TRO

En norm på Wikipedia er at man skal antage at andre er i god tro. I mange tilfælde skyldes en redigering man synes er helt forkert en misforståelse som kan rettes. Wikipedia er på dette område udfordret af at bidragsydere er anonyme, men det er vigtigt at forsøge at lade tvivlen komme modparten til gode.

Hvis man i modstrid med denne norm, handler ud fra en formodning om, at andre er i ond tro, kan der ske flere ting:

• Man kan fristes til et personligt angreb, f.eks. en beskyldning mod andre om, at de lyver eller manipulerer. Hvis man foretager et personligt angreb på nogen, kan de forventes at miste tilliden til, at man selv er i god tro. En evt. redigeringskrig vil i så fald blive værre. De kan forventes at reagere mere positivt, hvis man stilfærdigt retter deres fejl. (Dette gælder også, hvis man selv rent faktisk tror, at modparten bevidst har manipuleret.)
• Man kan glemme Wikipedias neutralitetsprincip. Idealet er at gøre artikler acceptable for alle. Hver gang man gendanner en artikel til en tidligere udgave i stedet for at revidere en fordomsfuld ændring, er det et nederlag for neutraliteten, uanset hvor uhyrlig ændringen var. Hvis ikke der er tale om rent hærværk, er det bedre at overveje, hvorfor den anden part anså den tidligere udgave af artiklen for at være forkert. Prøv så om muligt at indbygge vedkommendes pointe, men på en måde, som du selv anser for at være neutral. Hvis begge sider fortsætter på denne måde, vil de til sidst mødes i en formulering, der i hvert fald nogenlunde er neutral.

Hvis en debat eller uenighed om en redigering går skævt kan man evt. kontakte en administrator, som måske kan hjælpe til at bringe uenigheden til en afslutning.