Langbahn Team – Weltmeisterschaft

Ammunition


7.62 x 51 mm NATO ammunition – projektiler og patron.

Ammunition er et militært udtryk for projektil og drivladning i forening. Udtrykket stammer fra fransk og videre fra latin munire (at fremskaffe). Udtrykket anvendes også om sprængstoffer.

I overført betydning betegner ammunition argumenter, som anvendes i en diskussion.

Ordforklaring

Artillerister om bord på et AC-130U Spooky-fly betjener en 105 mm haubits med patroneret ammunition

Patroner er ammunition, som er patroneret, dvs. består af et hylster indeholdende drivladning og en fænghætte og et påmonteret projektil. Patroneret ammunition benyttes i våben i størrelse fra pistoler med en kaliber fra 2 mm (kaldet Kolibri), maskinpistoler, rifler og maskingeværer og op til 105 mm haubits eller rekylfri kanon.

Granater er ammunition i form af storkalibrede projektiler, der typisk affyres fra våben som granatkastere, kanoner eller mortérer, eller de kan være håndgranater, som kastes med håndkraft. Moderne granater er fyldt med højeksplosivt sprængstof og de detonerer normalt når de rammer målet. Nogle typer kan indstilles til at eksplodere med forsinkelse, dvs. nogen tid efter at de har truffet målet (fra brøkdele af et sekund indtil flere døgn).

Hagl er normalt mange projektiler der affyres fra samme patron.

Generelt

Ammunitions design er bestemt af dets formål. Ammunition med projektiler, som er designet til at fragmentere i vævet når det træffer, har siden 1905 været strengt forbudt til brug mod mennesker iflg. Landkrigsreglementet (populærnavn: Genevekonventionen). Denne type projektiler er påbudt til riffeljagt, hvor målet er at dræbe et dyr så hurtigt og effektivt som muligt; i krig ønsker man derimod at sætte modstanderens personel ud af spillet uden at dræbe. Anti-personnel granater indeholder oftest små metalkugler, og er designet til at sprænges i luften over det fjendtlige infanteri, så granatsplinterne kan skade det størst mulige antal fjender.

Panserbrydende ammunition er generelt lavet af et hårdt materiale, og er spidst og tyndt. Brandprojektiler inkluderer granater med hvid fosfor, der brænder kraftigt. Lyssporprojektiler udsender lys og røg på vej mod målet, så skytten kan se det både i dagslys og om natten.

Ammunition, specielt til håndvåben, er specificeret af en stor mængde forskellige betegnelser med mål fra det metriske system og engelske mål som tommer og pund.

Komponenter til ammunition kan deles op i følgende kategorier:

  • Eksplosiver og fremdriftsmidler
  • Projektiler af enhver slags
  • Hylstre

Ammunition oplagres i ammunitionsdepoter.

Moderne tid

Moderne ammunitionstyper inkluderer ikke kun artilleri og mortérgranater, men i stigende grad flybomber, målsøgende bomber, raketter og missiler.

Se også

Spire
Denne artikel om militær er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at .