Aalborg Pirates (tidligere AaB Ishockey og Aalborg Ishockey) er en danskishockeyklub fra Aalborg, som spiller i den bedste danske række, Metal ligaen.
Historie
Klubben blev oprettet i 1967 som en afdeling i sportsklubben AaB, som på daværende tidspunkt havde fodbold og cricket på programmet.
Selvstændig klub
I 1980 blev AaB Ishockey udskilt fra AaB i foreningsregi, men fortsatte under samme navn indtil 1997. I 1997 fusionerede AaB Ishockey med Ishockeyklubben Aalborg (IK Aalborg), og fra 1997 og til 2003 optrådte Aalborgs eliteishockeyhold under navnet Aalborg Ishockey Klub (AIK).
Overtaget af AaB-koncernen
Fra 2003 optrådte holdet igen under navnet AaB Ishockey, nu med AaB A/S som ejer.
Solgt til private investorer
Fra sæsonen 2012/2013 hedder holdet ikke længere AaB Ishockey, da AaB A/S 1. februar 2012 meddelte fondsbørsen, at ishockeydelen skulle sælges. Et nyt selskab ved navn Aalborg Ishockey A/S overtog licensen fra AaB d. 1. juni 2012. Herefter optræder holdet i AL-Bank Ligaen som Aalborg Pirates.[2][3]
CHL
Med deres sejr i Metal Ligaen i 2018 kvalificerede holdet sig til Champions Hockey League. Første kamp blev spillet den 30. august 2018 mod det schweiziske hold ZSC Lions. Kampen endte med en sejr på 6-5 til Zürich i overtid. Anden kamp fandt sted den 1. september mod østrigske Vienna Capitals. Her fik Pirates sejren, da kampen endte 3-2 i overtid. Returkampene i Danmark endte begge med nederlag til Pirates. Den 6. september tabte de 6-1 til Vienna Capitals og den 8. september tabte de 2-1 til ZSC Lions. De resterende to kampe blev spillet mod Frölunda HC henholdsvis den 9. og den 16. oktober. Begge kampe endte med nederlag til Pirates på henholdsvis 6-0 og 5-1, og dermed var deltagelsen i CHL slut for denne gang.
Aalborg Ishockey har siden indvielse i februar 2007 haft hjemmebane i Gigantium Isarena, som med 6000 tilskuerpladser er Danmarks største ishockeyarena. Den ny arena erstattede den gamle Aalborg Skøjtehal fra 1967. Hallen blev i 2018 omdøbt til Cool East Arena.[5] Til sæsonen 18/19 fik isarenaen igen nyt navn i form af Bentax Isarena.[1] Senere overtog Sparekassen Danmark sponsoratet, og Isarenaen hedder i dag Sparekassen Danmark Isarena.
1Sonny Hertzberg var kun en del af truppen, på lån, i slutspillet. Han blev ikke købt efter lånets periode udløb. 2Martin Højbjerg startede sæsonen i #46, men skiftede efter længere skades periode til #91.