Første Mosebog (eller Genesis (hebraisk: בראשית, tr. Bereshit = "I begyndelsen"; græsk: Γένεσις Génesis = "Begyndelse"), er den første bog i Bibelen. Både den jødiske Tanakh og kristendommens Gamle Testamente, hvor den udgør første del af Pentateuken (de fem Mosebøger). Første Mosebog er kanonisk litteratur i kristendommen, jødedommen og i mindre grad islam.

Bogen er inddelt i 50 kapitler. De første 11 kapitler udgør urhistorie med beretningen om verdens og de første menneskers skabelse, syndefaldet og Adams og Evas udstødelse fra Edens have, Kains drab på sin broder Abel, Noas Ark og Babelstårnet.

De sidste 39 kapitler indeholder historierne om de tre patriarker: Abraham, Isak og Jakob. De beretter bl.a. om Guds udvælgelse af Abram, som kom til at hedde Abraham, og Guds løfte til Abraham om, at alle jordens folk ville blive velsignet gennem hans afkom (1 Mos 12,3), Sodomas og Gomorras udslettelse, Abrahams vilje til at ofre sin egen søn Isak. Og Jakobs kamp med englen. Bogen beretter også generelt om det israelittiske folks forhistorie. Bogen ender med, at efterkommerne af Jakob (også kaldet Israel) rejser til Ægypten, hvor de etablerer et godt forhold til farao.

Teksten tillægges traditionelt Moses, men det er blevet draget i tvivl. Flere teologer mener, teksten er sammensat af flere kilder. Emnet er i mange kredse stadig kontroversielt. Teksten indeholder det mytologiske grundlag og den narrative basis for mange nationale og religiøse institutioner i det klassiske Israel og er en introduktion til landets og folkets historie og traditioner.

Uddybende artikel: Skabelsesberetningen

"I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene." Gud skaber dag og nat; hvælvingen "som skilte vandet under hvælvingen fra vandet over hvælvingen.", det tørre land og havene og planterne; solen, månen og stjernerne; havdyrene og fuglene, og på den sjette dag "alle slags levende væsener, kvæg, krybdyr og alle slags vilde dyr!" "Gud sagde: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os!...i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem." På sabbatten, den syvende dag, hvilede han: "Gud velsignede den syvende dag og helligede den".

Gud former en mand "... af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen." (1 Mos 2,7). Gud satte manden i Edens have og tillader ham at spise frugten af alle træerne, men "... træet til kundskab om godt og ondt ..." forbød Gud ham at spise af, "... for den dag du spiser af det, skal du dø!" Gud beslutter sig for at skabe en hjælper til manden fordi han er alene, og skaber: "... alle de vilde dyr og alle himlens fugle af jord, ... men han fandt ikke en hjælper, der svarede til ham." Derfor skaber Gud af mandens ribben en kvinde mens han sover, og da han vågnede sagde han: "Hun skal kaldes kvinde, for af manden er hun taget." "Adam og hans kvinde var nøgne, men de skammede sig ikke."

I haven møder kvinden slangen, som fortæller hende, at hun ikke vil dø, selv om hun spiser af træet: "Gud ved, at den dag I spiser af den, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt." Så kvinden spiser af frugten^[1], og giver manden at spise. "Da åbnedes deres øjne, og de opdagede, at de var nøgne. Derfor syede de figenblade sammen og bandt dem om livet." Gud forbander slangen: "På din bug skal du krybe, og støv skal du æde, alle dine dage."; kvinden straffer han ved at hun skal føde børn i smerte, og at hendes mand skal herske over hende; og manden straffer han ved et liv i hårdt arbejde: "I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden." Manden giver kvinden navnet Eva, "... for hun blev mor til alle mennesker." "Og Gud Herren sagde: 'Nu er mennesket blevet som en af os og kan kende godt og ondt. Bare det nu ikke rækker hånden ud og også tager af livets træ og spiser og lever evigt!'", så Gud smider dem ud af Edens have og en kerub og et flammesværd bevogter indgangen.

Adam og Eva fik to sønner, Kain og Abel. Den første var agerdyrker, den anden fårehyrde. Begge bringer ofre til Gud, men Gud accepterer kun Abels, formentlig fordi Kain ikke bringer ofret af et oprigtigt hjerte. Kain myrder sin broder af misundelse, og da Gud spørger, hvad der er sket med hans broder, svarer han: ”Det ved jeg ikke. Skal jeg vogte min bror?” Gud forbander Kain: ”Når du dyrker jorden, skal den ikke mere give dig sin grøde. Fredløs og flygtning skal du være på jorden!” Kain frygter, at hvem der end vil møde ham, vil slå ham ihjel, men Gud sætter et mærke på ham med løftet: ”... hvis nogen slår Kain ihjel, skal det hævnes syv gange.” Kain slår sig ned i landet Nod, øst for Eden.

Vred over menneskets ondskab udvælger Gud Noa, ”... en retfærdig mand, udadlelig blandt sine samtidige ...” og befaler ham at bygge en ark og at tage sin familie og eksemplarer af alle dyr med. Gud lader vandet regne i 40 dage og oversvømmer hele jorden (1 Mos 7). Efter 150 dage støder arken på grund på Ararats bjerg i det nuværende Tyrkiet, og efter 40 dages venten forlader Noa og hans familie sammen med alle dyrene arken. Gud laver derefter en pagt med Noa og hans efterkommere, hvor Gud lover aldrig at ødelægge hele jorden igen. Som tegn på, at Gud vil holde pagten, sætter han regnbuen på himlen (1 Mos 8).

Efter syndfloden planter Noa en vingård, drikker vinen, bliver beruset og falder i søvn. Kam, Noas søn, ser sin far nøgen; og da Noa vågner, forbander han Kams søn, Kana'an, hvor han siger at hans efterkommere i fremtiden skal være slaver for Sem og Jafet.

Uddybende artikel: Babelstårnet

Folkene på jorden beslutter at bygge "... en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn ..." i landet Sinear, "... for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden." Men Gud tillader ikke mennesket dette. "Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så de ikke forstår hinanden." Og således bliver mennesket spredt over jordkloden, og byen "hedder [...] Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden."

Første Mosebog 11 indeholder en slægtsbog med generationerne fra Sem til Tera. Tera forlader Ur i Kaldæa sammen med sin søn Abram, Abrams kone Saraj, og hans bror, Harans søn, Lot, og drager mod landet Kana'an. De slår sig sig ned i byen Karan midtvejs på rejsen i 205 år, hvor Tera dør. Gud siger til Abram:

	Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse. Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og den, der forbander dig, vil jeg forbande. I dig skal alle jordens slægter velsignes.[2]

Så Abraham tager sin familie og sine ejendele og rejser til landet Kana'an, hvor Gud åbenbarer sig for Abram og siger "Jeg vil give dine efterkommere dette land."

Hungersnød tvinger Abram til at drage til Egypten, hvor Farao henter Abrams smukke kone Saraj til sit palads, fordi Abram har fortalt at hun er hans søster.^[3] Gud slår Farao og hans familie med plager, så han returnerer Saraj og udviser Abram og hans familie fra Egypten (1 Mos 12).

Abram vender tilbage til Kana'an, men skiller sig fra Lot pga. uenighed mellem Abram og Lots hyrder, fordi landet ikke kunne brødføde deres hjorde. Han giver Lot Jordandalen helt ned til Sodoma, hvis indbyggere "... var meget onde og syndede mod Herren." (1 Mos 13). Til Abram sagde Herren, "Se ud over landet, derfra hvor du står, mod nord og syd, mod øst og vest. Hele det land, du ser, vil jeg give dig og dine efterkommere for evigt. Jeg vil lade dine efterkommere blive som jordens støv; hvis nogen kan tælle jordens støv, kan også dine efterkommere tælles. Drag nu omkring i landet, så langt og bredt det er, for jeg giver det til dig."

Lot bliver taget til fange under en krig mellem kongen af Sinear og kongen af Sodoma og deres allierede, "... fire konger mod de fem." (1 Mos 14). Abram redder Lot og bliver ved hjemkomsten velsignet af præsten Melkisedek, kongen af Salem (som formentlig er det fremtidige Jerusalem). Abram afslår kongen af Sodomas tilbud om krigsbytte og svarer, "Jeg løfter min hånd til Herren, Gud den Højeste, skaberen af himmel og jord: Jeg vil ikke have noget af dit, ikke så meget som en tråd eller en sandalrem! Du skal ikke kunne sige: Jeg har gjort Abram rig!"

Gud slutter en pagt med Abram og lover, at Abrams efterkommere skal blive talrige som stjernerne på himlen, at de skal lide under et undertrykkende regime i et fremmed land i fire hundrede år, men at de skal arve landet "... fra Ægyptens flod til den store flod, Eufratfloden ..." (1 Mos 15).

Saraj fik ingen børn og opfordrer som en nødløsning Abram til at gå ind til hendes trælkvinde Hagar, der bliver gravid med Ismael. Men Saraj bliver jaloux og behandler hende så hårdt, at hun til sidst flygter ud i ørkenen. Her møder hun Herrens engel som siger, "Vend tilbage til din frue, og find dig i hendes behandling." Og englen fortsætter, "Jeg vil gøre dine efterkommere så talrige, at de ikke kan tælles. [...] Han skal blive et vildæsel af et menneske; hans hånd skal være vendt mod alle og alles hånd mod ham, han skal leve på tværs af alle sine brødre." (1 Mos 16).

I kapitel 17 udfoldes Guds pagt med Abraham for tredje gang. Gud siger til den nu 99-årige Abram, "Jeg indgår en pagt med dig, og du skal blive fader til en mængde folkeslag. Du skal ikke længere hedde Abram. Dit navn skal være Abraham,^[4] for jeg gør dig til fader til en mængde folkeslag. Jeg gør dig uhyre frugtbar; jeg gør dig til folkeslag, og konger skal nedstamme fra dig. Jeg opretter min pagt med dig og dine efterkommere i slægt efter slægt, en evig pagt: Jeg vil være din og dine efterkommeres Gud. Det land, hvor du nu bor som fremmed, hele Kana'an, vil jeg give dig og dine efterkommere til evig ejendom, og jeg vil være deres Gud." Gud giver også Saraj det nye navn, Sara, og indstifter omskæringen af alle af hankøn som et pagtstegn. Abraham siger til Gud, "Måtte Ismael leve for dit ansigt!", hvortil Gud svarer, "Nej, din kone Sara skal føde dig en søn, og du skal give ham navnet Isak."

Gud viser sig for Abraham igen. Tre fremmede kommer til Abrahams telt, og han modtager dem hjerteligt. Gud fortæller ham at Sara vil blive med barn og føde en søn inden for et år. Da Sara overhører samtalen griner hun: "Skulle jeg virkelig føle begær, efter at jeg er blevet affældig, og min herre er blevet gammel?" (1 Mos 18) Herren ved at Sara ler og spørger hende, hvorfor hun ler, og hun svarer "Jeg lo ikke," hvortil Herren siger: "Jo! Du lo!" Gud sender de to fremmede videre, og fortæller, at han vil gå videre til Sodoma og straffe byen, for der "... lyder et højt skrig fra Sodoma og Gomorra; deres synd er meget stor." Abraham indvender, at det ikke er retfærdigt at "... slå retfærdige ihjel sammen med uretfærdige," og spørger om hele byen kan blive skånet, hvis der bare er ti retfærdige mænd. Gud svarer: "For de tis skyld vil jeg lade være at ødelægge den."

De to fremmede bliver gæstfrit inviteret til at bo hos Lot. Mændene i Sodoma omringer huset og forlanger at få mændene udleveret så de kan voldtage dem; Lot tilbyder dem sine to døtre i stedet, men mændene afslår. Lot og hans familie flygter ud af byen, og Sodoma og Gomorra bliver ødelagt af "svovl og ild"; men da Lots kone ser sig tilbage, hvad Gud har forbudt, bliver hun forvandlet til en saltstøtte (1 Mos 19).

Sara føder Isak, og siger: "Gud har skabt latter for mig. Enhver, der hører det, må le ad mig". Saras vedholdende chikane af Ismael og hans moder, Hagar, tvinger dem til at flygte ud i ørkenen. Da Ismael er døden nær, taler en engel til Hagar og lover at Gud ikke vil glemme dem, men at Ismael vil blive stamfader til en stor nation, "Så åbnede Gud hendes øjne, og hun opdagede en brønd. Hun gik hen og fyldte sækken med vand og gav drengen noget at drikke. Gud var med drengen, og han voksede til og slog sig ned i ørkenen ..." Senere opretter Abraham en pagtslutning med Abimelek, som fastslår ejerforholdet til brønden i Beersheba.

Gud sætter Abraham på prøve, ved at kræve, at han ofrer sin eneste søn, Isak. Abraham adlyder; men idet han skal til at stikke kniven i sin søn, lyder Guds stemme fra himlen: "Abraham, Abraham! [...] Læg ikke hånd på drengen, og gør ham ikke noget! Nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke vil nægte mig din eneste søn." Da Sara dør, køber Abraham Makpelas hule som familiegravsted, og sender sin tjener til Mesopotamien, Nakors hjem, for at finde en kone til Isak blandt sin familie; og Rebekka, Nakors barnebarn, bliver udvalgt. Abraham får flere børn med konen Ketura, hvis efterkommere er midjanitterne, og han dør i en høj alder, og bliver begravet i familiegravstedet i Hebron.

Rebekka er barnløs, men Isak beder til Gud om, at hun må kunne føde børn, og Gud bønhører ham, og hun føder tvillingerne Esau og Jakob. Mens tvillingerne stadig var i moderens mave, forudsagde Gud, at de to ville være for evigt adskilt, og at den ældre skulle tjene den yngre; og siden sælger jægeren Esau sin førstefødselsret til Jakob for en portion nudler, og "... Derfor kaldes han Edom." (1 Mos 25)

Isak præsenterer sin kone Rebekka som sin søster for Abimelek, kongen af Gerar. Abimelek hører om bedrageriet og bliver vred. Isak har fremgang i alt, hvad han gør i landet, og hans blomstrende magt truer Abimelek, som sender ham væk; men kongen ser, at Isak er velsignet af Gud og laver en pagt om brønden i Beersheba igen, som sin far.

Jakob snyder sin far, Isak, og modtager faderens velsignelse^[5] som Esau ellers skulle have haft. Af frygt for Esaus vrede flygter Jakob til Karan, hvor hans morbror, Laban, bor. Isak forbyder Jakob at blive gift med en kana'anæisk kvinde og opfordrer ham til at gifte sig med en af Labans døtre. På vejen falder Jakob i søvn, med en sten som hovedpude og drømmer om en stige til himlen fyldt med engle, og Gud lover ham fremgang og mange efterkommere; og da han vågner rejser han stenen som støtte, og navngiver stedet Betel.

Jakob tilbyder sin arbejdskraft til Laban på betingelse af, at han efter syv års tjeneste som hyrde må gifte sig med den yngste datter, Rakel, som han er forelsket i. Efter syv år fejres der bryllup, men efter bryllupsnatten finder Jakob ud af, at Laban har snydt ham ved at give ham hans ældste datter, Lea. Han forklarer, at det er skik og brug hos dem, at den ældste bliver gift først. Jakob gifter sig derefter med Rakel med den betingelse, at han vil arbejde syv år mere hos Laban. Jakob får børn med begge sine koner og begge deres trælkvinder, og de bliver stamfædre til stammerne i Israel. Jakob fortsætter sit arbejde endnu seks år hos Laban og bedrager ham ved at øge sin mængde af dyr på bekostning af Labans dyr. Han opnår stor rigdom som får, geder, kameler, æsler og slaver, fordi Gud velsigner ham. Jakob flygter med sin familie og sine dyr fra Laban; Laban forfølger ham og indhenter ham, men Gud advarer Laban mod at gøre Jakob noget, og de bliver forsonet. (1 Mos 29-31)

Da Jakob nærmer sig sit hjemland, frygter han at møde Esau, som han frasnød sin fars velsignelse. Han sender gaver i forvejen og sender derefter sin familie af sted. "Jakob var nu alene tilbage. En mand gav sig i kamp med ham, lige til det blev lyst." Hverken Jakob eller den fremmede kan udholde kampen, men manden slår Jakob på hoften og slår den af led og beder om at blive løsladt inden dagen gryr, men Jakob nægter, indtil han indvilger i at velsigne Jakob; den fremmede siger da, "Du skal ikke længere hedde Jakob, men Israel, for du har kæmpet med Gud og mennesker, og du har sejret." "Jakob kaldte stedet Penuel, »for jeg har set Gud ansigt til ansigt og har reddet livet«. Netop da han gik forbi Penuel, stod solen op; og han haltede på grund af hoften." (1 Mos 32)

Mødet med Esau ender godt, og brødrene bliver forsonet. Brødrene deler sig, og Jakob slår sig ned ved Sikem. Jakobs datter, Dina, går ud, og "... Sikem, der var søn af fyrsten i landet, hivvitten Hamor, så hende; og han greb hende, lå med hende og voldtog hende." Sikem spørger Jakob om Dinas hånd, men Jakobs sønner bedrager ham og mændene i Sikem og nedslagter dem og tager kvinder og børn som fanger og brænder byen ned som hævn for Dina. Jakob bliver vred på sine sønner, fordi de har skabt fjendskab mellem ham og kana'anæerne, men sønnerne svarer: "Skulle han have lov til at behandle vores søster som en skøge?" (1 Mos 33-34)

Jakob drager op til Betel, hvor Gud siger: "Dit navn er Jakob; men nu skal du ikke længere hedde Jakob. Dit navn skal være Israel." Så Jakob rejser en stenstøtte og giver stedet navnet Betel. Han drager da op til sin far i Hebron hvor Isak dør og de to brødre begraver deres far. (1 Mos 35)

Første Mosebog 36 er en slægtstavle over Esaus, også kaldet Edoms, slægt. Den beskriver kongerne over landet Edom.

Jakobs søn Juda tager en kana'anæisk kone og får to sønner , Er og Onan; Er dør, og hans enke Tamar, forklædt som en prostitueret, forfører Juda til at få et barn med sin søns enke. Hun føder tvillinger, og ham der kommer først til verden er Zera, forfader til den fremtidige David.

Jakob laver en ”ærmekjortel” til sin yndlingssøn, Josef. Josefs brødre bliver jaloux og sælger ham til en karavane af ismaelitter, som kommer forbi. De viser sønnens kjortel til deres far indsmurt i blod fra en ged, som bevis for at han er død. Imens rejser karavanen videre og sælger Josef som slave til Potifar, kaptajnen for Faraos personlige livgarde (1 Mos 37). Men Potifars kone beskylder Josef for at gøre tilnærmelser til hende, fordi hendes forsøg på at forføre ham mislykkes. Den uskyldige Josef bliver kastet i fængsel (1 Mos 39). I fængslet tolker han to medfangers drømme rigtigt, og bliver kendt som drømmetyder. Josef bliver kaldt op til Farao for at tyde hans drøm om 7 smukke og velnærede køer og 7 grimme og magre køer, forstået som ”... syv år med stor overflod i hele Ægypten. Efter dem kommer syv hunger-år, så al overfloden bliver glemt i Ægypten, for hungersnøden vil gøre det af med landet.” Han råder Farao til at lægge mad til side i årene med overflod. Han bliver udnævnt til nummer to i riget efter Farao, og under hungersnøden kom hele jordens befolkning ”... til Ægypten for at købe korn hos Josef, for hungersnøden var hård på hele jorden (1 Mos 41).

Jakob sender sine sønner til Ægypten for at købe korn. Brødrene mødes med Josef, som genkender dem, men giver sig ikke til kende for dem. Efter at have prøvet brødrene på denne og en anden rejse til Ægypten, og hvor de har fremstået som frygtfulde og underdanige så selv Juda tilbyder sig selv som slave, viser Josef sin identitet, tilgiver sine brødre det onde de gjorde ved ham, og tilbyder dem at slå sig ned i Egypten sammen med deres far (1 Mos 42-45). Jakob bringer hele sin familie til Ægypten, til landet Goshen, som Farao tilbyder dem (1 Mos 46-47). Jakob tager imod Efraim og Manasse som sine egne sønner og samler sine sønner ved sit dødsleje og velsigner dem hver især. Jakob dør og bliver begravet i familiegravstedet i Makpelas hule i Hebron. På Josefs dødsleje spørger han sine brødre om de vil sørge for, hvis Gud fører dem tilbage til Israel, at medtage hans rester og begrave dem i Israel. Bogen slutter med at Josefs rester bliver ”... balsameret og lagt i kiste i Ægypten.” (1 Mos 50).^[6]

De ældste manuskripter af Første Mosebog er masoretiske (hebraiske) uddrag, og den ældste komplette masoretiske udgave af skriftet, Codex Aleppo, dateres til omkring 920 e. Kr., og Codex Leningradensis dateres til 1008. Der findes også uvokaliserede uddrag af Første Mosebog blandt Dødehavsrullerne (2. århundrede f. Kr. til 1. århundrede e. Kr.). Torahen blev i de sidste par århundreder f. Kr. oversat til græsk i den såkaldte Septuaginta. De ældste bevarede Septuaginta-tekster er små fragmenter af Tredje og Femte Mosebog fra det 2. århundrede f. Kr. (Rahlfs MSS 801, 819, and 957) og af Mosebøgerne og profeterne fra det 1. århundrede f. Kr. (Rahlfs MSS 802, 803, 805, 848, 942, and 943). Næsten fuldstændige udgaver af den græske oversættelse er Codex Vaticanus og Codex Sinaiticus fra det 4. århundrede e. Kr. og Codex Alexandrinus fra det 5. århundrede – de er de ældste næsten komplette manuskripter af Det Gamle Testamente. Der findes betydelige forskelle på den overleverede masoretiske tekst og Septuaginta.

Første Mosebog giver ikke selv noget vidnesbyrd om forfatterskab. Ifølge jødisk tradition har Moses skrevet hele Pentateuken (og dermed også Første Mosebog), bortset fra de sidste otte vers, som beskriver Moses' død. Blandt ortodokse jøder og konservative kristne formodes det, at skrifterne er et direkte nedskrift af Guds diktat til Moses på Sinaibjerget. Dette synspunkt var længe så godt som enerådende, men blandt middelalderens masoreter blev man opmærksom på visse passager i skrifterne (fx 1 Mos 12,6; 1 Mos 22,14; 5 Mos 1,2; 5 Mos 3,11 og 5 Mos 34,1,6), der gav udtryk for at være skrevet efter Moses' død. Eksegeten Abraham ibn Ezra (1093-1167) antydede, at disse kunne være skrevet af en senere profet. I oplysningstiden begyndte flere kommentatorer at drage Moses' forfatterskab i tvivl. Således argumenterede fx filosoffen Thomas Hobbes i 1651 på basis af vers som 5 Mos 34,6 og 1 Mos 12,6, at hele Pentateuken var skrevet efter Moses' død, og den jødiske filosof Baruch Spinoza (1632-1677) tillagde Ezra kompositionen af værket. Den franske katolske præst Richard Simon tog spørgsmålet under grundig behandling og fremsatte den hypotese, at der oprindeligt havde været en række historiske kilder, der senere blev skrevet sammen af en redaktør – i denne sammenhæng kaldet en redaktor – til de fem kendte skrifter i Pentateuken. Denne tanke blev grundlaget for den moderne bibelkritik og er da også essentiel i firekildehypotesen, der i dag er den fremherskende teori.

Firekildehypotesen opstod i det 19. århundrede, da Julius Wellhausen fremlagde sin teori om Pentateukens oprindelse, hvori han argumenterede for, at den overleverede tekst er en sammenredigering af fire separate kilder: Jahvisten, Elohisten, Præsteskriftet og Deuteronomisten. Firekildehypotesen postulerer, at de fire kilder hver for sig blev nedfældet omkring 850 og 400 f.Kr., og at de i tidsrummet efter eksilet også kendt som Det babylonske fangenskab, blev samlet til den nuværende Torah, altså menes Torahen som færdig tekst at være noget yngre. Selv om firekildehypotesen er langt den mest udbredte i det teologiske miljø, er der dog stadig en levende debat om Pentateukens forfatterskab, og særligt fra konservative teologer møder teorien stor kritik.^[7]

Uddybende artikel: Forskellige syn på Første Mosebog

Det antages af kristne, at den jødiske forståelse af de fælles skrifter stort set er den samme som den kristne, men dette er ikke tilfældet. For Første Mosebogs vedkommende er der f.eks. afgørende forskelle i tolkningen af passagen om Adam og Eva. Således opfattes beretningen blot som en historisk hændelse i urtiden og ikke som i kristendommen som et egentligt syndefald, der nødvendiggør en frelseshistorie. Ligeledes identificeres slangen i beretningen ikke med Satan, der i øvrigt i jødedommen indtager en ganske anden rolle end i kristendommen, og Guds tiltale til slangen^[8] opfattes ikke som en messiansk profeti.

Den tidlige kristne kirke med dens jødiske rødder fastholdt et syn på Første Mosebog som autoritativ og baserede sin teologi på dens tolkning af den og andre jødiske skrifter. Således blev beretningen om Adam og Eva i Edens have set som et syndefald med vidtrækkende teologiske implikationer, idet det medførte en overgang til en falden tid præget af synd, død og ufuldkommenhed. Slangen blev tolket som Satan selv, og syndefaldet tænktes at indstifte arvesynden – en grundlæggende arvelig syndighed, der gør at ingen mennesker kan være fuldkomne. Dette danner baggrunden for det kristne dogme, at verden efter syndefaldet er ufuldkommen, og der derfor er behov for Guds frelsesplan, hvor Gud Sønnen i skikkelse af Jesus Kristus lod sig dø på korset for at skabe mulighed for en genoprettelse af den oprindelige harmoni mellem Gud og mennesker.

Forfatteren af Johannesevangeliet parafraserede over Første Mosebogs første kapitel ved at personificere det evige logos (gr. λόγος "fornuft", "ord", "tale"): "I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud." Denne passage markerer fremkomsten af det karakteristisk kristne dogme om treenigheden og begyndelsen på bruddet med jødedommen sidst i det 1. århundrede e.Kr. Jesus blev tolket som den "nye Adam", som ville forløse mennesket fra synden i Edens have, og Noas ark blev et symbol på kirken selv, som tilbyder frelse ved dåbens vand. Den abrahamitiske pagt blev nyfortolket af de tidlige kristne: Guds løfte til det udvalgte folk blev nu rakt videre fra Abrahams børn til Abrahams "åndelige" slægtninge, som var dem, der accepterede den nye pagt mellem Gud – i skikkelse af Jesus Kristus – og hans kirke.

• Gud er skaberen: Gud har skabt alt af intet^[9] (creatio ex nihilo). Mennesket skabes i Guds billede, med retten til at herske over skaberværket, hvilket får stor indflydelse på teologiens fundament, at mennesket er en del af Guds plan og skabte orden. Mennesket som Guds indsatte hersker får også stor indflydelse på moderne politik, sociale, biologiske og etiske forhold.

• Gud er hellig: Første Mosebog beskriver ved skabelsen verden og mennesket som ”god”^[10]. I begyndelsen var der harmoni mellem skabningen og Skaberen. Men mennesket overtales af Satan til at trodse Guds befalinger, hvormed oprindelsen til og konsekvenserne af synden introduceres. Som straf for synden skal mennesket dø. Syndefaldet bliver en realitet og mennesket smides ud af Edens have. Der er blevet skabt en afstand mellem Gud og mennesket som ikke kan elimineres. Mennesket har ved sin utroskab forladt Guds kærlighed. Men da Gud udtaler sin forbandelse over mennesket, forkynder han samtidig det første ”evangelium”: ”Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen.”^[11] Menneskets afkom skal knuse slangen.

• Udvælgelse: Guds udvælgelse af Abraham og hans slægt er gennemgående for hele Bibelen. Israel skal være Guds redskab, hvormed Gud ville åbenbare sit ord og bringe frelse til mennesket. Ikke fordi Israel var bedre end andre, men fordi Gud udvalgte Israel til at udføre sin plan.

• Guds pagter: Fælles for Guds pagt med Noa, Abraham og Israel er, at der knyttes specielt tre temaer til disse løfter: ”velsignelse”, ”et land” og ”frugtbarhed”.^[12] Det, pagterne lover, er hvad Adam og Eva tabte ved syndefaldet, en genoprettelse af det faldne. Gud giver de samme løfter til Abrahams åndelige slægtninge, de kristne i Romerbrevet, kapitel 4 og Galaterbrevet, kapitel 3.

• Opstandelsen: Første Mosebog viser hvordan menneskeheden faldt, men det viser også hvordan Gud leder sit folk. I pagterne lover Gud en fremtidig arv, som opnås ved opstandelsen af de hellige, som Abraham selv forventede,^[13] og ultimativt en ny skabelse ”... hvor retfærdighed bor.”

• Guds hensigt er mysteriøs: Den afhænger ikke af menneskeligt initiativ eller velvilje. Ej heller afhænger den af menneskelig kløgt og indsigt. 1. Mosebogs persongalleri har ingen anelse om, hvad det er, Gud har for med dem, før det indtræffer.

Mange af beretningerne fra Første Mosebog er genfortalt i Koranen med en del variationer. For eksempel genfindes beretningerne om Kain og Abel, Noa og syndfloden, Abrahams ofring af Isak, Lot og Sodoma og Gomorra. Koranen lægger stor vægt på den moralske side af profeterne, og fortællingen om Lots drukkenskab findes ikke i Koranen. I muslimsk teologi accepteres torahen (kaldet Tawrat) som en åbenbaring fra Gud til Moses, men samtidig mener muslimerne, at den overleverede torah er blevet korrumperet, og at den eneste troværdige tekst derfor er Koranen som den blev overleveret til Muhammed. Koranen indeholder essensen af alle tidligere åbenbaringer, både torahen og evangeliet, fordi det er den sidst tilkomne åbenbaring.

Uddybende artikel: Fortolkning af Første Mosebog

Der findes vidt forskellige tolkninger af Første Mosebog, og emnet har skabt stor debat i videnskaben: biologi, geologi og palæontologi fordi mange ortodokse hævder, at skriftets fremstilling af verdens skabelse er videnskabeligt korrekt. Fortolkningerne spænder fra en bogstavelig læsning som anser teksten som sikkert historisk kildemateriale over narrative tolkninger, der ser teksten som allegorisk eller symbolsk til en pure afvisning af indholdet som ørkenfolks forældede myter. Desuden er der en omfattende teologisk fortolkning af Første Mosebog, som behandler teksten ud fra resten af Bibelens bøger.

Uddybende artikel: Kreationisme

Traditionelt er urhistorien i Første Mosebog i den vestlige kulturkreds set som en korrekt fremstilling af verdens tilblivelse, omend der også i oldtiden findes eksempler på allegoriske læsninger. Med oplysningstiden, naturvidenskabens succes og fremkomsten af bibelkritikken stod en sådan traditionel opfattelse imidlertid mere og mere for skud, idet man i stigende grad drog urhistoriens historicitet i tvivl og regnede fortællingerne om skabelsen, syndfloden og sprogforvirringen som fortællinger, der snarere havde det pædagogiske sigte at lære læseren grundlæggende vilkår for menneskets eksistens og gudsforhold, idet hensigten ikke var at gøre krav på nogen videnskabelig sandhedsværdi. I modsætning til dette syn anses teksterne af konservative kristne og jøder for at være et skrift med poetisk observans, der dog ikke modsiger videnskaben i sin beskrivelse. De fastholder således den bibelske version, at skabelsen foregik på syv dage, omend der inden for disse strømninger er mange forskellige bud på, hvordan dette stemmer overens med videnskabens resultater. Disse strømninger betegnes overordnet set kreationisme.

Ligesom urhistorien har patriarktiden også været udsat for tekst- og bibelkritisk analyse og anses som hovedregel ikke længere af bibelforskere som historisk korrekt, men snarere som den narrative og mytologiske baggrund for det senere Israels historie, parallelt med Saxos beretninger om danske sagnkonger. Andre anser fortællingernes historicitet for at have stor betydning i forhold til Israels historie og den af Gud planlagte frelseshistorie. Her ses udvælgelsen af Israel til Guds folk som en plan fra Guds side for at genforene mennesket med Gud efter syndefaldet og føre mennesket tilbage til dets grundtilstand, som det var ved skabelsen. I denne udbredte, kristne fortolkning indledes Guds frelseshistorie med udvælgelsen af Abraham, strækker sig gennem folket Israels historie og når sit højdepunkt i Jesus Kristus, hvorefter den fortsætter til alle verdens nationer og folk gennem kirken for til sidst at ender på Dommedag, hvor "... hvert knæ bøje sig, og hver tunge skal bekende Gud." (Rom 1,11)

I dag bruges teksterne i Danmark særligt i kirkeårets to tekstrækker i Den Danske Folkekirke, hvor flere afsnit bliver læst op i gudstjenesten, fx læses 1 Mos 11:1-9 Pinsedag ved 1. tekstrække, og indledningen 1 Mos 1:1-5 kan læses Juledag. Mange tekster er gennemgående på tværs af forskellige kirkesamfund og bruges også af katolske, reformerte og pentacostale menigheder i Danmark. Hos jøderne er hele Første Mosebog delt op i 12 afsnit, som læses op som torahlæsninger i synagogen.^[14]

Uddybende artikel: Første Mosebogs kulturelle indflydelse

Gennem historien har Første Mosebog haft stor indflydelse på kunst og litteratur. Op gennem middelalderen er de historiske beretninger gentaget talrige gange, ofte blandet med tidens kulturelle stil. Søren Kirkegaard behandler i sit værk Frygt og Bæven beretningen om Abrahams ofring af Isak og forklarer situationen ved den teologiske suspension af det etiske.

• Bibelen, Det Danske Bibelselskab, København 1992. ISBN 87-7523-286-3

• Holm-Nielsen, Svend m.fl. Bibelen: Indhold og Historie, G. E. C. Gads Forlag, Viborg 1966, side 15-38. ISBN 87-12-33652-1
• Holm-Nielsen, Svend m.fl. Det gamle Testamente. Skabelse og vandringstid., Politikens Forlag 1968.
• Holm-Nielsen, Svend. Det gamle Testamente og det israelitisk-jødiske folks historie, G. E. C. Gads Forlag, 1973. ISBN 87-12-33650-5
• Nielsen, Eduard. Første Mosebog fortolket, Det Danske Bibelselskabs kommentarserie, København 1987. ISBN 87-7523-213-8
• Nielsen, Eduard. Abrahams historie: en historisk-kritisk kommentar til Genesis 11,26-25,11, Museum Tusculanum, 1992.
• Paaske, Oluf E. Første Mosebog, Bibelværk for menigheden, bind 1, Lohses Forlag, Fredericia 1992. ISBN 87-564-5210-1
• Politikens Bibelleksikon, Politikens Forlag, 1992. ISBN 87-567-4817-5
• Eliade, Mircea. De religiøse ideers historie – Fra aztekerne til politisk buddhisme, Gyldendal, 1995. ISBN 87-00-18168-4
• Lundager Jensen, Hans Jørgen. Gammeltestamentlig religion: en indføring, ANIS, 1998. ISBN 87-7457-222-9
• Gads Bibelleksikon, Gads Forlag, 1998. ISBN 87-12-23076-6
• Lohses Store Bibelleksikon, bind 2, Lohses Forlag, Fredericia 1999, side 522-533. ISBN 87-564-5481-3

Søsterprojekter med yderligere information: Kategorien "Genesis" på Wikimedia Commons

Online versioner og oversættelser af Første Mosebog:

• Hebraisk
  • Første Mosebog Arkiveret 12. juni 2010 hos Wayback Machine – Hebraisk med engelsk paralleltekst og mulighed for hebraisk udtale.
  • Codex Leningradensis Arkiveret 29. december 2008 hos Wayback Machine i Westminster-unicode-udgaven
• Dansk oversættelse
  • Første Mosebog hos Det Danske Bibelselskab
  • Bibelen på Hverdagsdansk Arkiveret 8. december 2007 hos Wayback Machine
  • Biblegateway Arkiveret 12. marts 2007 hos Wayback Machine – Dansk oversættelse af Det Gamle Testamente fra 1933.
• Supplerende læsning:
  • Bible Researcher Arkiveret 22. december 2007 hos Wayback Machine – Omfattende baggrundsviden om den hebraiske tekst