Under den amerikanske borgerkrig blev betegnelsen Unionen brugt om Amerikas Forenede Stater, dvs. de 23 Nordstater som ikke var en del af Konføderationen (Sydstaterne).

Begrebet Unionen blev før Den amerikanske Borgerkrig anvendt som et synonym for alle staterne i USA og ved under Borgerkrigen at bruge det som betegnelse for de stater, der ikke havde gjort oprør, signaleredes en legitimitet ved fortsættelse af en hidtil eksisterende politisk enhed.

I officiel sprogbrug taler man om, at nye stater optages i Unionen og præsidentens årlige tale til kongressen omtales som State of the Union address.

Under Borgerkrigen betegnede man de som boede i grænsestater, men som var loyale overfor de føderale myndigheder som unionister.

Næsten 120.000 borgere i Sydstaterne var soldater på Unionens side i Borgerkrigen, og fra alle sydstater undtagen South Carolina blev der opstillet regimenter, som kæmpede for Unionen. Sydstats unionister blev i vidt omfang brugt til bekæmpelse af sydstats guerillaer og som okkupationsstyrker i sydstatsområder, der blev erobret af Unionen.

Efter Den amerikanske Borgerkrig er udtrykket i vidt omfang blevet brugt som synonym for Nordstaterne, og har i stigende grad mistet sin mere subtile historiske bibetydninger. Det bruges i reglen i sammenhænge hvor ”Forenede Stater” ville være forvirrende, ”Føderal” uklart, og Yankee enten forældet eller nedsættende.

Unionsstaterne var: California, Connecticut, Delaware*, Illinois, Indiana, Iowa, Kansas, Kentucky*, Maine, Maryland*, Massachusetts, Michigan, Minnesota, Missouri*, Nevada, New Hampshire, New Jersey, New York, Ohio, Oregon, Pennsylvania, Rhode Island, Vermont, West Virginia*, Wisconsin (* angiver at der var tale om en grænsestat).

Kansas, West Virginia, og Nevada blev optaget i unionen efter borgerkrigens udbrud.