Staller (af latinsk stabularius ≈ staldmester) er en middelalderlig betegnelse for embedsmand eller hofembedsmand. Stalleren var i begyndelsen ikke knyttet til en bestemt funktion, men blev efterhånden den person, der dømte i hirdens anliggender og blandt andet stod for kongens stald og rejser, opgaver som marsken senere overtog. Begrebet kendes i Danmark fra 1100-tallet, men stammer muligvis fra vikingetiden.

Staller var indtil 1866 også betegnelsen for landfogeden på Ejdersted og Nordstrand i Sydslesvig. Stalleren fungerede her som leder af retsvæsenet og udøvede den øverste politimyndighed^[1]. På Ejdersted fandtes også overstallere. Med stallerprivillegiet af 1590 lovede hertugen ikke at ansætte adelige og andre uden ejendom på Ejdersted.