Denne side handler om Prinsesse Marie af Orleans. For andre betydninger, se Prinsesse Marie (flertydig).

Marie af Orléans
Prinsesse af Danmark
Ægtefælle	Prins Valdemar af Danmark (g. 1885)
Børn	Prins Aage, Greve af Rosenborg Prins Axel af Danmark Prins Erik, Greve af Rosenborg Prins Viggo, Greve af Rosenborg Prinsesse Margrethe af Bourbon-Parma
Fulde navn	Marie Amélie Françoise Hélène
Hus	Huset Orléans
Far	Robert af Orléans, hertug af Chartres
Mor	Françoise af Orléans
Født	13. januar 1865 Ham House nær London, England
Død	4. december 1909 (44 år) Det Gule Palæ, København, Danmark
Hvilested	Roskilde Domkirke
Religion	Romersk-katolsk

Marie Amélie Françoise Hélène d'Orléans (født 13. januar 1865 på Ham House i Surrey i England, død 4. december 1909 i København) var prinsesse af Huset Orléans, en sidegren til den gamle franske kongeslægt Bourbon.

Prinsesse Marie var det ældste barn af Robert af Orléans, hertug af Chartres og hans hustru, Françoise af Orléans. De var begge børnebørn af kong Ludvig-Filip af Frankrig, Borgerkongen, den sidste franske konge. Maries farbroder var Greven af Paris og familiens overhoved.

Blandt Maries søskende var prins Jean, hertug af Guise, der senere blev overhoved for den franske kongefamilie, og søsteren Prinsesse Marguerite af Orléans, der var genstand for den senere Christian 10.s første forelskelse.

Marie boede de første år af sit liv i England, hvor hendes familie var flyttet til, mens deres rival, Napoleon 3., havde magten i Frankrig. Efter Napoleons fald flyttede familien i 1871 tilbage til Frankrig.

Familien levede en relativ normal eksistens og med få midler til rådighed, og Marie beskrev sig selv som "une bourgeoise".

I 1885 i Frankrig blev hun gift med Prins Valdemar 1858-1939, den yngste søn af kong Christian IX og dronning Louise af Hessen.

Da Marie var katolik og Valdemar protestant, måtte de havde pavens godkendelse til ægteskabet. Den fik de på betingelse af, at eventuelle sønner skulle opdrages protestantisk, mens eventuelle døtre skulle opdrages katolsk.

Bryllupsfestlighederne foregik over flere dage, først med en civil vielse i Paris og senere en kirkelig vielse på slottet Château d'Eu, der tilhørte den franske kongefamilie.

Parret fik som bolig Det Gule Palæ i København og Bernstorff Slot lidt nord for byen.

Valdemar og Marie havde et godt ægteskab ifølge nogle kilder, mens andre påstår, at det var mindre lykkeligt. Prinsessen var ukonventionel og fulgte sit eget hjerte og ikke den kongelige etikette. Hun var klog, energisk og en begavet kunstner og maler. I den danske offentlighed var Marie en populær person. I familien var hun også forholdsvis vellidt, mens hendes slægtninge ikke brød sig om hendes facon og manglende værdighed. Marie selv var usnobbet, gik ind for social ligestilling og interesserede sig ikke for, hvad andre mente om hende. Marie fik Hoffets tilladelse til, meget mod sædvane, at bevæge sig ud i byen uden hoffolk.

Hun opdrog sine børn meget frit, og hjemmet var inspireret af hendes kunstneriske personlighed. Ofte var der besøg af tidens kunstnere, politikere og sømænd, da hendes mand var i flåden. Hun var på venskabelig fod med Herman Bang og skrev i et brev til ham: ”Man skal ikke lade sig affarve af sine omgivelser.”

Marie var politisk aktiv og arbejdede aktivt for at give Venstrereformpartiet del i den politiske magt i Danmark. ^[1] Op til systemskiftet deltog hun i de rådslagninger med bl.a. H. N. Andersen, der førte til, at Johan Henrik Deuntzers blev udnævnt til Konseilspræsident. Som Christian 9.s "yndlingssvigerdatter" lykkedes det hende at påvirke kongen til at udnævne Deuntzer. ^[1] Hun forsøgte ligeledes altid at varetage Frankrigs politiske interesser. Hendes politiske iver var noget, hendes svoger og svigerinde, kejser Alexander 3. og kejserinde Dagmar, fandt meget irriterende, da hun konstant sendte breve og opfordringer til dem.

Marie døde i 1909 efter kort tids sygdom, mens prins Valdemar var på en længere sørejse.^[2]

Prinsesse Marie var på mange måder hjertelig og skilte sig ud. Da hun ankom til København, kastede en pige blandt tilskuerne en buket blomster lige igennem kareten, som prinsessen sad i, og da den ramte en taler, brød prinsessen ud i latter. Et andet eksempel på, at hun havde hjertet på rette sted, var, da hun som den eneste deltog i begravelsen af en af Københavns originaler. Ved ildebrand var prinsessen ofte at finde blandt dem, der hjalp til med slukningen. Hun blev udnævnt til æresbrandmajor og bar en særlig uniform.

Hun havde en ukonventionel tatovering på overarmen: Et anker og hendes ordsprog: "Qui s'en grogne, je m'en moque", der kan oversættes til: "Den, der brokker sig, er jeg ligeglad med".

Et monument for prinsesse Marie (en buste af Carl Martin-Hansen), finansieret af en indsamling, blev i 1912 opstillet på Langelinie tæt på St. Alban's English Church. En marmorbuste af hende står på Bernstorff Slot.

• Prinsesse Marie til Hest, dokumentarisk optagelse fra 1903
• Prinsesse Maries Bisættelse, dokumentaroptagelse af begravelsesoptog i 1909

• Bramsen, Bo (1992). Huset Glücksborg. Europas svigerfader og hans efterslægt (2. udgave). København: Forlaget Forum. ISBN 87-553-1843-6.
• Lerche, Anna; Mandal, Marcus (2003). En Kongelig Familie : historien om Christian 9. og hans europæiske efterslægt. København: Aschehoug. ISBN 8715106845.
• Skou, Kaare R. (2008). Land at lede: Folkestyrets dramatiske historie fra Grevinde Danner til Anders Fogh. København: Lindhardt og Ringhof. ISBN 978-87-11-31059-5.
• Skou, Kaare R. (2012). Politik der forandrede Danmark : 65 beretninger om landets vigtigste lovgivning 1848-2012. København: Forlaget Sohn. ISBN 9788771220643.
• Marie, Prinsesse i Dansk Biografisk Leksikon (1. udgave, bind 5, 1891), forfattet af Alexander Thorsøe

Wikimedia Commons har medier relateret til: Prinsesse Marie af Orléans

• Prinsesse Marie af Orléans på gravsted.dk
• Prinsesse Marie af Orléans i Dansk Kvindebiografisk Leksikon på Lex.dk, tidl. Kvinfo.dk

Spire Denne artikel om en kongelig eller fyrstelig person er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at .