Mosehornugle
| Mosehornugle | |
|---|---|
 | |
| Bevaringsstatus | |
 Ikke truet (IUCN 3.1)[1] | |
 Kritisk truet (DKRL)[2] | |
| Videnskabelig klassifikation | |
| Rige | Animalia (Dyr) |
| Række | Chordata (Chordater) |
| Klasse | Aves (Fugle) |
| Orden | Strigiformes (Ugler) |
| Familie | Strigidae (Egentlige ugler) |
| Slægt | Asio |
| Art | A. flammeus |
| Videnskabeligt artsnavn | |
| Asio flammeus Pontopiddan 1763 | |
| Kort | |
 | |
| Synonymer | |
| |
| Hjælp til læsning af taksobokse | |
Mosehornugle (Asio flammeus) har en længde på 34-42 centimeter og et vingefang på 90-105 centimeter.
Den yngler sjældent i Danmark, men er ret almindelig som træk- og vintergæst i september/december – marts/maj. Den er regnet som kritisk truet på den danske rødliste 2019 (ikke truet globalt).[2]
I træktiden træffes den især på kystnære lokaliteter, ofte strandenge, men også arealer under dyrkning, eller græsmarker. Her jager den i karakteristisk, lav flugt over jorden, med pludselige kast fra side til side, og pludselige dyk ned i græsset. En del individer er ret vokale under jagten, og udstøder korte, lavmælte skrig. I stille vejr kan kaldet, trods lav volumen, høres på lang afstand.
Mosehornuglen jager for det meste i skumringen eller om morgenen og er dermed mere dagaktiv end de andre ugler. Den fanger primært små gnavere, men kan også fange fugle, fugleunger og andre smådyr.
Kilder og henvisninger
- ^ Asio flammeus på iucnredlist.org hentet 25. december 2020
- ^ a b Mosehornugle på bios.au.dk hentet 25. december 2020