Et kernekraftværk (i daglig tale også atomkraftværk) er et termisk kraftværk der producerer elektricitet ved hjælp af kernekraft.

Atomkraft kan bygge på fission eller fusion. Konstruktion og drift af fissionsreaktorer har fundet sted i en menneskealder, mens udnyttelse af fusionsreaktorer endnu befinder sig på prøvestadiet. Ved atomkraft forstås derfor indtil videre i overvejende grad fissionskraft.

Kernereaktoren er den centrale komponent i et kernekraftværk. I reaktoren forløber de energiudviklende kernereaktioner. Energien frigives i form af varme og ioniserende stråling. Sidstnævnte nødvendiggør forskellige former for afskærmning. Varmen benyttes til at fordampe vand. Vanddampen ledes under højt tryk gennem turbiner, som genererer elektrisk energi. Efter passage af turbinen fortættes vanddampen på ny. Til dette formål benyttes kølevand, som f.eks. kan hentes i en flod.

Trykvandsreaktoren (PWR – Pressurized Water Reactor) er en reaktortype hvor moderator og kølemiddel består af almindeligt vand under højt tryk. Det høje tryk gør at vandet ikke koger. Dette er den almindeligste reaktortype i verden. Omtrent halvdelen af alle reaktorer brugt indenfor kommerciel atomkraft er af denne type.

Kogendevandsreaktoren (BWR – Boiling Water Reactor) har også en stor udbredelse på verdensbasis. Også denne reaktor bliver både kølet og modereret af letvand. Som navnet lader ane, udgøres kølemidlet her af vand som koger. Dampen ledes til turbinerne før den kondenserer og ledes tilbage til reaktortanken.

Det udtjente brændsel udgør et besværligt problem. Kerneaffaldet kan genanvendes efter en tur igennem oparbejdningsanlæg, udnyttes i forbindelse med produktion af kernevåben eller deponeres. Der udvises ekstremt stor forsigtighed ved håndteringen af kerneaffaldet, da det dels er stærkt radioaktivt, dels ikke må falde i de forkerte hænder.

Kernekraftværker er verden over omstridte på grund af de katastrofale følger et reaktorhavari kan have. Et af de bedst kendte eksempler er ulykken i Tjernobyl i 1986. Det radioaktive udslip kunne spores i hele Nordøsteuropa, adskillige byer måtte evakueres, og tredive år efter (2016) uheldet er et stort område i Ukraine stadig ubeboeligt.

En anden årsag til modstanden mod kernekraft er problematikken omkring radioaktivt affald, som indebærer både helbredsmæssige og sikkerhedspolitiske farer, der endnu ikke er nogen langsigtet løsning på. Dette betyder også at man reelt ikke kender prisen på den udvundne energi, da man ikke kender prisen for bortskaffelse og deponering af affald, og har nogen langsigtet løsning på nedbrydningen af nedlagte a-kraftværker.

I Danmark besluttede Folketinget i 1985 at der ikke skulle opføres kernekraftværker baseret på daværende teknologi. Indtil for nylig fandtes kernereaktorer til videnskabelig brug på Forskningscenter Risø.

Når det drejer sig om synet på atomkraft, synes atomkraft dog nu at være en måde som et effektivt middel mod global opvarmning og bruge kernekraft til at nedbringe CO2-udslippet.

Den danske atomkraftmodstand har spillet en rolle for beslutningen om at lukke det svenske kernekraftværk Barsebäck på Øresundskysten over for København. I 2010 synes dog årtiers massiv folkelig modstand mod kernekraft er forsvundet. »Nu er bekymringen for klimaet blevet så markant, at den overhaler modstanden mod atomkraftværker«, siger Lars Kjerulf Petersen, seniorforsker i miljøsociologi. Nu er man gerne positive overfor at bruge kernekraft i kampen mod klimaforandringerne. Ifølge Gallup mener 54 % af danskerne i 2009 at atomkraft kan blive en vigtig brik i løsningen af klimaproblemerne. Ifølge Greenpeace var 73 % modstandere i 2007, mod 80 % i 1980’erne.^[1][2]

Sverige har 12 reaktorer (13 hvis man medregner Ågesta) til elproduktion, hvoraf ni er i kommerciel drift. De er alle sammen letvandsreaktorer (bortset fra Ågesta som anvendte naturligt uran), og anvender beriget uran som brændsel.

• Ågesta atomkraftværk
  • (Tungvandsreaktor, naturligt forarmet uran, 80 MW kombineret fjernvarme og el, driftsstart 1963, slukket 1974)
• Barsebäcks atomkraftværk
  • Barsebäck 1 (kogendevandsreaktor, 630 MW, driftsstart 1975, slukket 1999)
  • Barsebäck 2 (kogendevandsreaktor, 630 MW, driftsstart 1977, slukket 2005)

• Ringhals atomkraftværk
  • Ringhals 1 (kogendevandsreaktor, 860 MW, driftsstart 1976, slukkes i 2020)
  • Ringhals 2 (trykvandsreaktor, 870 MW, driftsstart 1975, slukkes i 2019)
  • Ringhals 3 (trykvandsreaktor, 920 MW, driftsstart 1981)
  • Ringhals 4 (trykvandsreaktor, 910 MW, driftsstart 1983)

• Oskarshamn atomkraftværk
  • Oskarshamn 1 (kogendevandsreaktor, 500 MW, driftsstart 1972, slukkes i 2020)
  • Oskarshamn 2 (kogendevandsreaktor, 630 MW, driftsstart 1975, slukket 2015)
  • Oskarshamn 3 (kogendevandsreaktor, 1200 MW, driftsstart 1985)

• Forsmark atomkraftværk
  • Forsmark 1 (kogendevandsreaktor, 1018 MW, driftsstart 1980)
  • Forsmark 2 (kogendevandsreaktor, 960 MW, driftsstart 1981)
  • Forsmark 3 (kogendevandsreaktor, 1230 MW, driftsstart 1985)

Desuden findes forskningsreaktorer i Studsvik, skønt nu slukkede. Deres opgaver var blandt andet at producere radioaktive isotoper til sygehuse og industrien. Dele af forskningen vil forblive på egnen.

• Loviisa atomkraftværket
  • Loviisa 1 (Sovjetisk bygget WWER-Reaktor (trykvandsreaktor))
  • Loviisa 2 (Sovjetisk bygget WWER-Reaktor (trykvandsreaktor))

• Olkiluoto atomkraftværket
  • Olkiluoto 1 (Kogendevandsreaktor, 860 MW, driftsstart 1978)
  • Olkiluoto 2 (Kogendevandsreaktor, 860 MW, driftsstart 1978)
  • Olkiluoto 3 (Den første EPR-European Pressurized Reactor)

Tyskland og England disponerer over talrige kernekraftværker, men kapaciteten udbygges p.t. ikke, men England planlægger det.

Søsterprojekter med yderligere information: Billeder og medier fra Wikimedia Commons Kategorien "Nuclear power plants" på Wikimedia Commons Opslag i Wikiordbogen

Spire Denne artikel om produktion, distribution og forbrug af energi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at .